Agüero sikrer City sæsonens første udesejr

Skrevet af admin

19/10/2013

Mest læste i dag

Mesterskabsbejler i Premier League bliver man næppe uden at kunne vinde på udebane.

Derfor var lørdagens 3-1-sejr i London over West Ham også særdeles vigtig for Manchester City, som med gevinsten rykkede op på ligaens fjerdeplads - blot tre point efter Arsenals førerhold.

Inden opgøret var City noteret for sølle ét point for tre udekampe i sæsonen, men den statistik lavede den argentinske angriber Sergio Agüero om på.

Han bragte City foran 1-0 og 2-0, inden han flot leverede assisten til David Silva, som 10 minutter før slutfløjt scorede til 3-1 og reelt lukkede kampen.

Lukket var kampen bestemt ikke ved Citys 2-0-føring. I en yderst chancerig duel kunne begge mandskaber have scoret endnu flere mål, end tilfældet var.

Men det blev kun til fire mål i alt takket være godt målmandsspil, især fra West Hams Jussi Jääskeläinen.

West Ham kan trøste sig med, at 1-2-reducering ved Ricardo Vaz Te efter en lille times spil var kampens flotteste mål.

Den portugisiske angriber scorede på saksespark, hvor City-keeper Joe Hart var chanceløs. Målet kickstartede en god periode for værterne, som dog ikke udnyttede, at City måske var lidt rystede.

Mens City med sejren blander sig i topstriden, er West Ham blot ét point fra en nedrykningsplads.

/ritzau/