Agüero undgår rødt kort og scorer perlemål

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Sergio Agüero blev dobbelt målscorer for Argentina, som vandt 2-0 over Bosnien-Hercegovina i en venskabskamp natten til tirsdag dansk tid.

Manchester City-angriberen var dog heldig med at være på banen ved sin anden scoring. Kort forinden 2-0-målet havde Agüero stemplet en modspiller på baglåret i en hævnakt efter en hård tackling.

Dommeren så ikke situationen og undlod at smide Agüero ud for forseelsen. Og så kunne Agüero sende et perlemål i nettet på en flot halvflugter efter 65 minutter.

Fem minutter før pausen havde Agüero scoret til 1-0, efter at Inter-angriberen Rodrigo Palacio havde forsøgt at drible uden om den bosniske keeper Asmir Begovic, der til dagligt spiller i Stoke.

FC Barcelona-stjernen Lionel Messi var skadet, så Agüero havde fået lov at bære trøje nummer 10.

Der var tale om en venskabskamp mellem to af de hold, som er kvalificeret til næste års VM-slutrunde i Brasilien. Kampen blev spillet i USA.

I fredags spillede Argentina 0-0 mod Ecuador i New Jersey, så det var to kampe, hvor buret blev holdt rent, og det styrkede tiltroen til holdets defensiv.

- Det var vigtigt at afslutte året med stil og spille på denne måde. Og det var godt, at vi ikke indkasserede et eneste mål i nogle af kampene, siger Agüero ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/