Ahmadinejads afløser vækker vestlige håb

Med 50,7 procent af stemmerne har præsten Hassan Rohani vundet det iranske præsidentvalg i første runde foran fem konservative og anti-vestlige kandidater. Det får regeringerne i europæiske hovedstæder til at krydse fingre for en optøning i det kølige forhold til det store mellemøstlige land.

»Det internationale samfund har store forhåbninger til Iran, især omkring landets atomprogram og dets engagement i Syrien,« siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, ifølge AFP i en officiel udtalelse.

»Vi er klar til at arbejde med den nye præsident,« tilføjer Fabius, der roser »det iranske folks beslutsomme ønske om demokrati«.

Det britiske udenrigsministerium opfordrer Hassan Rohani til at bringe Iran ind på en »anden kurs«.

»Vi beder ham om at udnytte denne mulighed for at bringe Iran på en anden kurs mod fremtiden,« siger en talsmand for den britiske regering ifølge AFP.

64-årige Rohanis klare valgsejr kommer som en overraskelse for observatører i både ind- og udland. Ifølge Iran-kender Claus Valling Pedersen, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, har iranerne valgt den moderate kandidat af økonomiske årsager.

Ahmadinejads hårde linje i spørgsmålet om Irans atomprogram har udløst vestlige sanktioner, som har forkrøblet både den nationale og iranernes private økonomi, og da Rohani har ført valgkamp på at forbedre Irans forhold til udlandet, er der vakt forhåbninger om bedre tider.

»Iranerne og resten af verden vil få en præsident, der skruer ned for retorikken og søger kompromiser, især på atomområdet, for uden et bedre forhold til USA kan der ikke komme noget ud af forhandlingerne om landets atomprogram,« siger Claus Valling Pedersen til Berlingske Nyhedsbureau.

»Jeg tror først og fremmest at iranerne har stemt efter pengepungen for at få bedre økonomiske forhold end de helt forfærdelige, der er i dag. Men det kan da heller ikke udelukkes, at iranerne har tænkt, at de vil have en mere diplomatisk type end den skingre Ahmadinejad, der ikke har givet Iran noget godt rygte ude omkring i verden,« siger han.

Hassan Rohani selv betegner ifølge AFP sin valgsejr som en »sejr for visdom, mådehold og modenhed over ekstremisme«.

Dagens Gossip