Ahmed Akkari er klar til at gå på arabisk TV

Ahmed Akkari fortæller avisen, at han har kontakt til den toneangivende arabiske TV-station Al Jazeera, der har base i Qatar, og til TV-stationen Al Arabiya, som har hjemsted i Dubai.

»Det er primært de store TV-stationer, jeg går efter, men jeg kommer også til at skrive til nogle aviser og er lige nu ved at forberede et oplæg på arabisk. Jeg søger at nå ud til den arabiske verden med mine holdninger for at fortælle dem, hvordan de egentlig bør forstå Danmark, og hvordan de ikke har fattet kulturen og den værdi, der er i friheden,« siger Ahmed Akkari til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Den tidligere imam har i den seneste tid optrådt i de danske medier, hvor han har beklaget sin rolle under Muhammed-krisen i 2005. Her var han talsmand for en række muslimske organisationer, heriblandt Islamisk Trossamfund, der protesterede mod de 12 tegninger af profeten Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Akkari rejste desuden til Mellemøsten og var med til at protestere mod karikaturtegningerne.

Han har undskyldt sin opførsel og sine handlinger under Muhammed-krisen over for tegneren Kurt Westergaard og den daværende radikale politiker Naser Khader, ligesom Akkari også har gået bodsgang på BBC.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard (DF) har opfordret Ahmed Akkari til at tage en lang rundrejse i Mellemøsten, hvor hun vil have ham til at fortælle, at han har vendt op og ned på sit livssyn, ligesom hun har opfordret ham til at »bestille medietid hos Al Jazeera og fortælle på arabisk, at det, som han og andre ligesindede gjorde under Muhammed-krisen, var lodret forkert«.

Ahmed Akkari, der altså nu netop vil gøre dette, tror ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten, at hans stemme vil være vigtig i den arabiske verden, hvor mange »ikke tør sige noget af frygt for at blive frosset ud«:

»Men det er vigtigt, at de derude forstår, at den måde, de forstår verden på, er så forskruet og forkert. Det tager lidt tid at komme igennem, men jeg ved, at det vil betyde noget for folk herhjemme, at jeg også tør at tage disse ting på mig«.

»Det er simpelthen et magtspil som i Middelalderen – det har intet med Gud at gøre, men er blot en måde at kontrollere masser og folk på,« siger Ahmed Akkari, der stadig betragter sig selv som muslim.

Dagens Gossip

Dagens TV