Ahmed Akkari: Forbyd danske krigere i Syrien at vende hjem

Der er god grund til at frygte for terror, når de herboende, der er udrejst til borgerkrigen i Syrien, vender hjem igen.

Det siger den tidligere islamist og imam Ahmed Akkari, der var en af de mest markante kritikere af Muhammed-tegningerne, til Ekstra Bladet.

Ifølge den seneste opgørelse fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) er 90 herboende rejst til Syrien. PET vurderer, at hovedparten er taget dertil for at kæmpe, og at de udgør en terrorrisiko efter hjemkomst til Danmark.

Den vurdering deler Ahmed Akkari. Ifølge den tidligere imam kan de »i princippet gøre sig klar til at føre kampen videre« i Danmark, da de bliver trænet og stærkere i deres tro.

- Det er meget relevant, at PET holder skarpe øjne på disse mennesker, som tror, at drab og terror er i orden i en større sags tjeneste. Ud over at kæmpe i Syrien har de også et ønske om uro og ustabilitet i Danmark og Europa, siger Ahmed Akkari til Ekstra Bladet.

- Hvis det ikke strider mod loven om menneskerettigheder, synes jeg, det vil være oplagt at forbyde de mange danskere, der rejser til Syrien for at deltage i borgerkrigen, at kunne rejse tilbage hertil.

Det forslag har Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), og Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen (V), også tidligere lagt på bordet.

Flere borgerlige partier har desuden foreslået, at man inddrager pas og rejsepapirer fra dem, der rejser til borgerkrigen i Syrien.

Den linje har ordførere fra regeringspartierne SF og Socialdemokraterne og skiftende socialdemokratiske justitsministre hidtil afvist.

Det er blandt andet sket med henvisning til, at PETs ressourcer kan bruges bedre andre steder, og at regeringen arbejder målrettet på at forebygge udrejse.

/BNB

Hvad mener du? Skriv din mening her:

Dagens Gossip