AirAsia-styrt: Luftkaptajnen havde forladt sit sæde

Luftkaptajnen på et passagerfly, som i december styrtede ned i havet ud for Indonesien, sad ikke i sit sæde, da andenpiloten tilsyneladende mistede kontrollen over flyet.

Det oplyser to personer med kendskab til efterforskningen.

Oplysningen er ikke bekræftet fra officiel side.

Da chefpiloten vendte tilbage til sit sæde, var det for sent at få rettet flyet og forhindre katastrofen, der kostede samtlige 162 personer om bord livet, siger kilderne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det var i forvejen kendt, at andenpiloten fløj flyet, da det gik galt.

Det oplyste chefefterforsker fra Indonesiens nationale transportsikkerhedskomité, Mardjono Siswosuwarno, torsdag.

Men det er nyt, at den langt mere erfarne kaptajn åbenbart ikke sad ved siden af sin næstkommanderende i de skæbnesvangre minutter.

Efterforskerne har tidligere slået fast, at der ikke er noget, der tyder på, at flyet styrtede som følge af en terrorhandling.

I stedet er det kommet frem, at flyet steg langt hurtigere end normalt i de sidste minutter, det var i luften 28. december, inden det stallede og faldt mod jorden.

Ifølge chefefterforskeren fejlede flyet ikke noget, da det lettede fra Surabaya i Indonesien, og alle besætningsmedlemmer var uddannet korrekt og havde de nødvendige tilladelser.

Airbus A320-flyet fra lavprisselskabet AirAsia var på vej mod Singapore.

Flyets sorte bokse, der blandt andet optager al kommunikation mellem piloterne samt flyets kommunikation med luftfartskontrollen, blev fundet for flere uger siden.

Derimod er det fortsat ikke lykkedes at bjærge samtlige omkomne, og størstedelen af det smadrede fly ligger fortsat på havbunden.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip