Airbus fortsætter test af fly trods styrt i Spanien

Skrevet af admin

11/05/2015

Dagens topnyheder

Airbus fortsætter testflyvning af det militære transportfly A400M trods weekendens styrt i Spanien, som kostede fire ansatte livet.

- Vi vil ikke indstille testflyvningen, siger en talsmand for selskabet til nyhedsbureauet AFP.

De næste test er planlagt allerede tirsdag i Toulouse ved flyproducentens hovedkvarter.

Fire blev dræbt og to alvorligt kvæstet, da transportflyet lørdag styrtede ned i Spanien.

Det er flytypens første styrt.

Ulykken skete nær lufthavnen i den sydspanske by Sevilla, hvor transportflyene bliver samlet og testet, inden de overdrages til køberne.

Ifølge Airbus var det forulykkede fly bestilt af Tyrkiet.

Flyet var lettet for at gennemføre en testflyvning, lød det fra Airbus. Umiddelbart efter at være lettet fra landingsbanen styrtede flyet af ukendte årsager til jorden.

Tyskland har beordret flyveforbud for landets ene A400M.

- Efter A400M-styrtet i nærheden af Sevilla blev det lørdag besluttet med øjeblikkelig virkning at indstille al testflyvning med det tyske luftforsvars enlige A400M, sagde en presseofficer fra det tyske forsvar forleden til nyhedsbureauet AFP.

Malaysia har taget samme beslutning.

Der er i øjeblikket 12 fly af typen A400M i brug. Malaysia har også taget beslutning om at holde landets A400M-fly på jorden.

/ritzau/AFP