Airbus sparker traditionsrigt flyshow i gang

Skrevet af admin

14/07/2014

Mest læste i dag

Den europæiske flyproducent Airbus lægger fra land ved det internationale flyshow i Farnborough i England, hvor de seneste maskiner inden for luftfart bliver præsenteret på den prestigefyldte messe, der finder sted hvert andet år.

Airbus lancerer en modernisering af sit langdistancefly A330, der også vil komme i en A330-800-neo model og en A330-900-neo model. Den nye A330-serie vil blandt sine forbedringer kunne spare 14 procent på brændstoffet.

Annonceringen af den opgraderede A330 kommer efter måneders spekulation. Det ses som Airbus' forsøg på at forlænge den indbringende flytypes levetid og et forsøg på at bevare markedsandele over for konkurrenten Boeings meget nyere 787 Dreamliner-model.

Airbus siger i en udtalelse, at flyproducenten forventer at kunne levere de nye flymodeller i fjerde kvartal af 2017.

Flyproducenter haler ofte solide kontrakter hjem på flyshowet i Farnborough. Showet varer fra 14. til 20. juli, men det er kun de sidste to dage, der er åbne for offentligheden.

Flyshowet finder sted hvert andet år i Farnborough, der ligger omkring 60 kilometer sydvest for London. Sidste gang deltog over 200.000 mennesker i messen.

/ritzau/Reuters