Ajax skifter Lasse Schöne ind i storsejr

Skrevet af admin

09/08/2015

Dagens topnyheder

Der var ingen danskere i startopstillingen, da Ajax søndag tog hul på sæsonen i Æresdivisionen med en udekamp mod AZ Alkmaar.

Ajax klarede sig fint uden danskere og var foran med komfortable 3-0 ved pausen. 12 minutter inde i anden halvleg blev Lasse Schöne skiftet ind, men trods gode afslutninger, driblinger og afleveringer fra danskeren blev det ved 3-0.

Dermed fik Ajax en god start på Æresdivisionen, hvor man skal forsøge at svare tilbage på den lussing, som klubbens selvforståelse fik ved at være hele 17 point efter PSV Eindhovens mestre i sidste sæson.

Det 20-årige marokkanske stjerneskud Anwar El-Ghazi stod bag kampens to første mål, hvor af det ene var et regulært drømmemål.

I en position til venstre for målet cirka 10 meter uden for feltet hamrede marokkaneren bolden op i højre målhjørne til 1-0 efter 14 minutters spil.

Nemanja Gudelj ville dog ikke stå tilbage for sin nye holdkammerat, og han valgte i stedet at tryne sine tidligere holdkammerater endnu mere.

Serberen sparkede fem minutter før pausen også et langskud op i målhjørnet til 3-0 mod Alkmaar, som han skiftede væk fra i sommerpausen.

Sejren var også revanche for den fiasko, det var, da Ajax tirsdag røg ud af Champions League-kvalifikationen med et samlet nederlag til Rapid Wien.

Viktor Fischer, Nicolai Boilesen og Lucas Andersen var ikke med i truppen hos Ajax.

/ritzau/