Ajax vil have Laudrup i retten i gammel skattesag

Laudrup skal enten møde op personligt eller sende en repræsentant til retsmødet.

Det drejer sig om en sag om skatteunddragelse i forbindelse med de penge, som Laudrup fik, da han skiftede fra japanske Vissel Kobe tilbage til en afsluttende sæson i europæisk topfodbold hos Ajax i 1997/98.

Han sluttede karrieren i Ajax, hvor han fik et stort signon-fee, da han skrev under med den hollandske hovedstadsklub. Men Ajax' betaling af den danske superstjerne gik uden om de hollandske myndigheder. Laudrup og georgieren Shota Arveladze blev hentet til klubben samtidig og med samme model. Sammenlagt har Ajax måttet betale 3 mio euro eller 22,5 mio. kroner til de hollandske skattemyndigheder, og det er en den regning, som klubben gerne vil have Laudrup til at tage sin del af.

BT afslørede de kreative udbetalinger til Laudrup tilbage i 2004. Laudrup var, kort før han blev præsenteret i Ajax, registreret som spiller i den lille bosniske klub NK Celik, selvom han aldrig spillede en kamp i Bosnien. Ifølge den hollandske skattemyndighed var det udelukkende for at sikre, at Laudrup kunne modtage sit sign on fee på omkring 12 mio. kroner sort.

Konfronteret med sagen afviste Laudrup, at der var nogle udeståender:

- Jeg har haft en hollandsk advokat på den, og for mit vedkommende blev den afsluttet sidste år. Hvad der så er sket siden, ved jeg ikke. Jeg ved, at der stadig er nogle undersøgelser i gang, men jeg ved ikke, hvad der sker med Ajax, sagde Michael Laudrup dengang, men det endte altså med, at Ajax kom til at stå med regningen.

De hollandske skattemyndigheder havde dengang opgivet at få nogle penge fra Laudrup, det var kun Ajax, der var målet:

- Sagen mod Laudrup er lukket. Der er ikke tilstrækkelig national interesse i at fortsætte sagen mod ham, fordi han ikke bor i Holland længere, og fordi det vil medføre en masse praktiske problemer.Det betyder ikke, at der ikke er foregået noget ulovligt. Vi fortsætter sagen mod Ajax, og vi efterforsker stadig betalingen af Laudrup. Ikke for at bruge det i en sag mod ham, men for at bruge det som bevismateriale mod Ajax, forklarede Robert Meulenbroek fra skattemyndighederne.

Men nu forsøger Ajax altså at få dækket en del af den skatteregning, som man efterfølgende har måttet betale til myndighederne.

Dagens Gossip