Akademikere roser regeringens dagpengeudspil

Sådan lyder det fra paraplyorganisationen Akademikerne og fagforbundet DJØF, der begge anerkender, at regeringen nu gør noget for de mange tusinde danskere, der står til at falde ud af dagpengesystemet.

»Jeg vil godt kvittere for, at regeringen nu endelig indser, at indfasningen af dagpengereformen har været alt for hård - konjunktursituationen taget i betragtning,« siger Erik Jylling, der er formand for Akademikerne, i en pressemeddelelse.

Dagpengeproblematikken er dog langt fra løst endnu, mener han.

»Nu er der for en periode sikret et forsørgelsesgrundlag til de udfaldsramte, men der forestår en kæmpe opgave med at sikre en ordentlig beskæftigelsesindsats, som er målrettet de ledige og virksomhedernes behov,« siger Erik Jylling.

Akademikerne mener, at en ny dagpengereform er nødvendig. Den skal blandt andet rulle genoptjeningskravet tilbage til 26 uger, der skal være bedre mulighed for genoptjening ved løntilskudsjob og jobrotation, og dagpengeforbruget bør opgøres i timer og ikke i uger.

Omkring 1.650 akademikere har mistet dagpengeretten i de første fire måneder af 2013, viser tal fra Akademikerne.

DJØF har ligeledes ros til regeringen, men mener også, at der kan og skal gøres endnu mere på dagpengeområdet.

»Regeringens redningspakke til de mange tusinde danskere, der ellers ville falde ud af dagpengesystemet er en fornuftig her-og-nu-løsning, regeringen skal have ros for. DJØF er også tilfreds med, at et ekspertudvalg nu skal komme med et bud på, hvordan vi fremtidssikrer dagpengesystemet. Men det kan ikke stå alene,« siger formanden for DJØF, Lisa Herold Ferbing.

Hun henviser til en kommende analyse fra Rockwoolfonden, der ifølge DJØF viser, at det danske beskæftigelsessystem er langt dyrere end i vores nabolande. Derfor skal beskæftigelsesindsatsen centraliseres, lyder det.

»Ansvaret for beskæftigelsesindsatsen er i dag placeret i 98 kommuner, der har opbygget parallelle systemer og ikke bliver belønnet for at samarbejde. Det virker ikke, for arbejdsmarkedet bestemmes ikke af kommunegrænser, men af nationale prioriteringer og internationale konjunkturer. En centralisering vil ikke bare skaffe flere ledige i arbejde – den vil med sikkerhed også være meget billigere,« siger Lisa Herold Ferbing.

Regeringens forslag består overordnet af to elementer. Det første element er en seks måneders forlængelse af den eksisterende uddannelsesydelse, som var en del af finanslovaftalen med Enhedslisten. Ordningen udvides til også at omfatte virksomhedspraktik.

Det andet element er den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, som vil gælde for ledige, der opbruger retten til dagpenge eller uddannelsesydelse.

Varigheden af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse er på maksimalt halvandet år, og den vil gradvist blive udfaset frem mod slutningen af 2016.

Dagens Gossip