Akkari-møde: 15 formodede uromagere løsladt igen

15 unge mennesker, som tirsdag aften blev anholdt i forbindelse med et debatmøde med eks-imam Ahmed Akkari, er alle løsladt igen.

Det oplyser Østjyllands Politi, der i øvrigt roser afviklingen af debatmødet, som fandt sted i Aarhus-bydelen Gellerup.

- Der skal lyde en stor tak til de mange frivillige organisationer i Gellerup og til de kommunale samarbejdspartnere, der i meget stort omfang har engageret sig i afvikling af mødet, skriver politiet i en pressemeddelelse.

- Samtidig er det meget beklageligt, at der kunne findes 209 kanonslag, sten og pulverslukker, der angiveligt skulle være benyttet i forbindelse med mødets afholdelse, lyder det.

Politiet frihedsberøvede 14 unge personer ved 18.30-tiden, fordi der var mistanke om, at gruppen ville bruge kanonslagene, stenene og pulverslukker til at skabe uro.

Den yngste af de tilbageholdte er 15 år. Den ældste er midt i 20'erne.

Senere på aftenen blev der anholdt yderligere en person for at smide et kanonslag.

Ahmed Akkari blev landskendt, da han i forbindelse med krisen om Muhammed-tegningerne i 2005 rejste rundt i Mellemøsten og talte dunder om et islamfjendtligt Danmark.

Siden har han ændret opfattelse og fortrudt sin optræden. Nu taler Akkari i stedet om faren ved islamisme.

Han og socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen har planlagt flere debatmøder i forskellige boligkvarterer rundt om i Danmark.

Duoen har blandt andet tidligere besøgt Vollsmose i Odense med tilråb og stenkast. To blev anholdt og taget med på stationen.

Mødet tirsdag aften i Gellerup var særdeles velbesøgt og foregik i øvrigt roligt indendørs.

/ritzau/

Dagens Gossip