Akkari-optræden kan skaffe Danmark negativ omtale igen

Der er risiko for at lukke op for Muhammed-krisen på ny, hvis den tidligere imam, Ahmed Akkari, optræder på de mellemøstlige tv-kanaler for at fortælle borgere og meningsdannere i den arabiske verden, at de har en »forskruet« og »forkert« opfattelse af den vestlige verdens værdier og holdninger, sådan som Akkari ifølge Jyllands-Posten planlægger at gøre, skriver B.dk.

Sådan lyder vurderingen fra mellemøstekspert Rasmus Boserup, der forsker i arabiske forhold ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

»Hans historie er meget god i en dansk sammenhæng, men hvis den nogensinde kommer igennem i den arabiske verden, så vil der være risiko for, at vi endnu engang genåbner karikatur-sagen,« siger Rasmus Boserup.

Karikatursagen handler om de 12 Muhammed-tegninger, som oprindeligt blev bragt i Jyllands-Posten i 2005, og siden er genopstået flere gange. Blandt andet i 2008, hvor tre mænd blev anholdt, fordi de var mistænkt for at planlægge og have til hensigt at dræbe Jyllands-Postens bladtegner Kurt Westergaard, som stod bag en af Muhammed-tegningerne. I den forbindelse valgte flere medier at genoptrykke Westergaards tegning som illustration til deres historie om anholdelserne. Den beslutning fik krisen til at blusse op igen.

I den seneste tid har den tidligere imam, Ahmed Akkari, optrådt i de danske medier, hvor han har beklaget sin rolle under Muhammed-krisen i 2005. Her var han talsmand for en række muslimske organisationer, heriblandt Islamisk Trossamfund, der protesterede mod Muhammed-tegningerne.

Nu ønsker han så at udbrede sit nye budskab i Mellemøsten, hvor han tilbage i 2005 rejste rundt og fordømte tegningerne. Ifølge Jyllands-Posten har Akkari kontakt til den toneangivende arabiske tv-station Al Jazeera, der har base i Qatar, og til TV-stationen Al Arabiya, som har hjemsted i Dubai.

Rasmus Boserup er dog i tvivl om, hvorvidt nogle af de arabiske tv-stationer ønsker at give Akkari taletid.

»Det er ikke fordi, man ikke kan forestille sig, at historien kan få opmærksomhed i Mellemøsten igen, men den er langt væk i bevidstheden,« siger han og fortsætter:

»Omvendt er der ikke nogen tvivl om, at hvis Akkari pludselig skubber dagsordenen, så bliver der rettet opmærksomhed mod Danmark igen,« siger Rasmus Boserup.

Den seneste trusselsvurdering fra Politiets Efterretningstjeneste konkluderer, at antallet af terrorforsøg mod Danmark er steget de seneste år, og at Danmark er etableret som terrormål for militante islamister. Den primære årsag er Muhammed-tegningerne.

I trusselsvurderingen står desuden, at »nye internationale sager, der er blevet opfattet som krænkelser af islam, ikke har mindsket interessen for Danmark. Det skyldes den udbredte opfattelse hos militante islamistiske netværk, at Danmark med tegningesagen har startet disse sager, og at Danmark endnu ikke er blevet straffet tilstrækkeligt.«

Danmark er altså ifølge PETs trusselsvurdering langt fra tilgivet.

Og det er Rasmus Boserup enig i:

»Det vil falde rigtig mange folk for brystet, hvis Akkari bringer karikatursagen på dagsordenen igen. Og Akkari vil selv påkalde sig endnu mere fordømmelse, end Kurt Westergaard nogensinde har gjort, fordi Akkari uden tvivl af mange vil blive set som en frafalden, og det bliver betragtet som det ultimative forræderi,« siger han.

Han tvivler dog på, at Akkaris budskab vil nå så langt.

»Akkari er ikke nogen specielt kendt person i Mellemøsten, og de er desuden optaget af noget helt andet lige nu,« siger Rasmus Boserup og henviser til uroen i Egypten, Syrien, Libanon og Tunesien.

Dagens Gossip

Dagens TV