Akkari vil rådgive Pia Kjærsgaard om Danmarks islamistiske miljø

Ifølge Akkari har Pia Kjærsgaard trods en »skinger tone« spillet en vigtig rolle i forhold til at sætte fokus på problemerne i landets indvandrermiljøer, og nu håber den tidligere prædikant, at han kan mødes med Kjærsgaard og pege på nogle af de områder, som politikerne ifølge Akkari bør rette blikket mod.

»Vi ved alle sammen, hvad det er, hun sæter fokus på i forhold til indvandrermiljøerne. Jeg deler tanken om islamismens problematiske kommunikation og islamisternes problematiske tilslutning til samfundet,« siger Ahmed Akkari.

»Jeg vil gerne bidrage til, at hun er med til at sætte fokusset meget stærkere visse steder. Det er ikke fordi, jeg skal bestemme, hvad hun skal fokusere på, men måske kan jeg være med til at bestyrke nogle af de ting, hvor der virkelig er brug for en indsats,« siger han og understreger vigtigheden i, at man har fokus de rigtige steder:

»Når man famler i mørke, så slår man ud til højre og til venstre. Man er ikke helt klar over, hvor man skal gribe fat henne, og der vil jeg gerne give et bidrag.«

Ved et kommende møde, der endnu ikke er kommet på plads, vil Akkari præsentere »fire helt specifikke tiltag« for Pia Kjærsgaard.

Akkari kalder det for overordnede tiltag, og han ønsker endnu ikke at gå i detaljer med hele indholdet, men det drejer sig blandt andet om de islamiske foreninger og skoler, som ifølge den tidligere imam udgør et helt centralt problem herhjemme gennem deres kontakt til »almindelige muslimer«.

»De prøver at skabe forhold til de almindelige folk, der er langt væk fra deres organisationer og foreninger. De forsøger at skabe kontaktflader. Det er der, der skal sættes fokus, for det er det, der er roden til de største problemer, vi har været med til at se,« siger Akkari.

»Foreninger bliver oprettet ud fra en helt bestemt ideologi, tankegang eller politisk orientering og hverver medlemmer ud fra deres eget tankesæt,« siger han.

Pia Kjærsgaard har tidligere langet ud efter Akkari, og det er en kritik, som Akkari i dag forstår. Han mener, at Dansk Folkepartis værdiordfører har været vigtig for debatten herhjemme.

»Hun har sat fokus på noget, som kræver behandling. Hun har ført søgelyset hen et sted, hvor man egentlig ikke tror, der er så mange edderkoppespind, som der i virkeligheden er. Det er i sig selv vigtigt, at det går op for det brede flertal, at der er noget i kroge og hjørner, der bør behandles,« siger Akkari.

»Damen (Pia Kjærsgaard, red.) har en skinger tone i forhold til den søde musik, man bør høre, men måske er det mere indholdet, man skal kigge på, og gribe fat i problemerne der,« forklarer han.

Akkari var i 2005 talsmand for en række muslimske organisationer, heriblandt Islamisk Trossamfund, der protesterede mod de 12 Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten.

Dagens Gossip