Aktiegevinsten er skrumpet i andet kvartal

Hvis sparepengene er placeret i danske aktieselskaber, så er formuen sandsynligvis skrumpet i løbet af årets andet kvartal.

Efter en pæn start på året, hvor flere globale ledende aktieindeks - også det danske C20 Cap-indeks - nåede op i rekordhøje niveauer, er både euforien og kurserne dalet.

Totalindekset over alle aktieselskaber på fondsbørsen, OMX Copenhagen er faldet med 3,1 procent i løbet af de seneste tre måneder. Mens selskaberne i det ledende C20 Cap-indeks er faldet med 2,9 procent.

Fed presser aktierne ned

De hovedansvarlige skal man dog rejse langt for at hive i ørerne. Det er nemlig i høj grad den amerikanske centralbankschef, Ben Bernanke og hans kolleger, der har forstyrret de finansielle markeder, forklarer Mikkel Kirkegaard Petersen, der er senioraktierådgiver hos Nordea

»I maj og juni måned begyndte der for alvor at komme gang i snakken om, at den Amerikanske Centralbank snart går i gang med at nedskalere sine opkøb,« siger han og fortsætter:

»Og det er i høj grad den historie - sammenholdt med at der bliver sat spørgsmålstegn ved den japanske vækststrategi, og vi har fået dårlige nøgletal fra Kina - der præger markederne,« siger Mikkel Kirkegaard Petersen til Berlingske Business.

C20 Cap oppe med syv procent

En del af forklaringen er ifølge Nordea-analytikeren dog også, at det har været et godt år indtil videre, og nogle investorer derfor indkasserer deres gevinster.

Samlet er C20 Cap-indekset stadig i plus med en syv-procents stigning i år indtil videre. Det er en præstation, der står noget tilbage for USA, hvor de ledende indeks er steget med 12-13 procent i år.

Men omvendt ligger de danske selskaber pænt i førerfeltet sammenholdt med virksomhederne i resten af Europa. Stock 600 der rummer 600 af de største europæiske børsnoterede selskaber, er steget med to procent i år indtil videre.

Det dækker over en pæn fremgang i Nordeuropa, mens der er fald i Sydeuropa, eksempelvis er det spanske IBEX-indeks faldet med 4,9 procent i årets seks første måneder.

Vestas viser gode takter

Sætter man luppen på de store danske selskaber i C20 Cap-indekset, er det Vestas, der ligger i førertrøjen med en stigning på hele 71 procent i årets tre første måneder, og knap 150 procent i år indtil videre.

Vestas' stigning er ifølge Nordeas senioranalytiker ikke ufortjent, idet den bygger på en reel fremgang i de seneste regnskabsbøger.

»Vestas seneste regnskab viste, at de har fået bedre styr på deres omkostninger og arbejdskapital, hvilket er vigtigt for at kunne generere de pengestrømme, der skal give afkast til investorerne. Det, de hidtil har manglet, er nye ordrer. Men de er faktisk også begyndt at rulle ind på det seneste,« siger Mikkel Kirkegaard Petersen og fortsætter:

»Vestas er gået fra at være én af de allermest udskældte selskaber til at være et selskab, som investorerne har mere tillid til. Men med til historien hører jo så også, at der har været et efterslæb på kursen, som man nu er i gang med at indhente,« siger han.

Efter Vestas kommer Pandora, der er steget med 57 procent i år og knap 22 procent det seneste kvartal. Den danske smykkegigant har fået mere gang i omsætningen og højere lønsomhed, hvilket dels skyldes fremgang på det vigtige amerikanske marked, samtidig med at et kraftigt fald i sølvprisen - på omkring 50 procent siden sidste efterår - har reduceret omkostningerne betydeligt.

FLSmidth ramt af dalende verdenshandel

I den mindre heldige ende af tabellen ligger FLSmidth, der er faldet med hele 21 procent i år indtil videre. FLSmidth har været hårdt ramt af den lavere aktivitet i verdenshandlen, som har betydet, at efterspørgslen falder på de råvarer, som den danske koncern er med til at hente op af jorden og ud af miner.

FLSmidths seneste regnskab viste en tilbagegang lønsomheden i alle divisioner, siger Mikkel Kirkegaard Petersen.

»Mineselskaberne ligger ikke så mange ordrer, som de har gjort. Og FLSmidth har ikke været så god til at tjene penge på deres projekter som tidligere. Samtidig er lønsomheden i, den ellers så stabile, servicedivision også dalet. Investorerne er nervøse for, at aktiviteten i mineindustrien vil trappe yderligere ned i de kommende måneder« siger han og fortsætter:

»Det kan man andet også se på, at FLSmidth lige nu er én af mest shortede aktier blandt de store danske selskaber, « siger han.

Danske Bank og Novo trækker ned

Næstefter FLSmidth er det A.P. Møller, Carlsberg og Chr. Hansen, der er faldet mest de seneste tre måneder, alle med minus på omkring ni procent for kvartal.

Men det er de tunge Danske Bank og Novo Nordisk-aktier, der med fald på henholdsvis 4,2 og 4,6 procent er de to selskaber, der trækker mest ned i C20 Cap-indekset.

For Danske Banks vedkommende handler faldet i høj grad om påbuddet fra Finanstilsynet i juni, der betød, at bankens kapitalkrav blev skærpet med otte milliarder kroner.

Mens ellers så succesfulde Novo Nordisk har været tynget af, at en godkendelse af lægemidlet Tresiba i USA trækker ud, mens der også er blevet spekuleret i en mulig kræftrisiko ved brug af bestselleren Victoza.

Anbefaler Novo Nordisk-køb

Nordea har dog Novo Nordisk højt på listen over selskaber, der kan levere pæn fremgang i den kommende tid med anbefalingen: »Stærkt køb«.

»De mange skriverier om kræftrisiko ved Victoza har gjort investorerne mere forsigtige. Men vi minder om, at vækstraterne er intakte og forretningen kører på skinner. Vi mener, at markedets frygt er overgjort, og at det er en aktie, man bør eje,« siger Mikkel Kirkegaard Petersen.

Også Mærsk, Genmab og Bavarian Nordic får en stærk køb-anbefaling fra Nordea. Mens banken omvendt kraftigt tilråder salg af Torm-aktier, hvis man skulle ligge inde med dem. Også Bang & Olufsen, GN Store Nord, Lundbeck og Zealand Pharma er på storbankens salgsliste.

Dagens Gossip