Aktier i Kina falder på ny efter blodrød mandag

De kinesiske aktier falder tirsdag yderligere, efter at aktierne på det ledende Shanghai Composite-indeks mandag faldt med 8,5 procent - det største enkeltstående fald i otte år.

Kort efter åbningen klokken 09.00 lokal tid tirsdag faldt de med yderligere fire procent. Det er på trods af, at den kinesiske centralbank har lovet at iværksætte nye støtteprogrammer for markedet.

Børsfaldet på de kinesiske markeder begyndte i midten af juni, og de kinesiske myndigheder prøvede ad flere omgange forsøgt at stoppe blødningen, men uden større held.

Mandag bredte uroen i Kina sig til markederne over hele verden, og C20 Cap-indekset i København lukkede i rødt med et fald på over to procent.

Usikkerheden om den økonomiske situation i Kina er taget til, efter at en række nøgletal på det seneste har bekræftet, at væksten i Kina ser ud til at stagnere omkring de syv procent årligt.

Kinas handel med ulandet faldt eksempelvis med næsten syv procent i første halvår af 2015 efter en turbulent periode for industrien.

Aktierne på Shanghai Composite har efter knap en times handel tirsdag rettet sig en smule op, så faldet tirsdag ved 10.00-tiden lyder på knap to procent.

Aktierne i Kina er faldet med over 30 procent de seneste uger, men det sker på baggrund af en stigning på over 150 procent de forudgående 12 måneder.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip