Aktierne i Vestas tager hop efter ny ordre

Vindmølleselskabet Vestas' aktier stiger kraftigt som følge af en ny amerikansk ordre på 175 vindmøller. Aktien ligger til en stigning på over 5,5 procent på børsen i København.

Det svarer til, at en aktie i Vestas koster i omegnen af 153,40 kroner.

Det er en amerikansk ordre, der har fået investorerne i julehumør. Og aktierne steg allerede fra børsens åbning klokken ni.

Hele morgenen har aktierne ligget til stigninger på over fire procent, og kort efter klokken 10 har aktien lagt sig fast på en stigning på over fem procent.

Vestas skal levere 175 vindmøller til amerikanske Enel Green Power i 2014 og 2015.

Samlet er bestillingen på 350 megawatt (MW). I aftalen med amerikanerne er der mulighed for, at ordren vokser med yderligere 636 MW i ordrer, oplyser Vestas.

Onsdagens ordre udgør under en tiendedel af Vestas ordrebog i år. Og vindmølleselskabet er oppe på faste og ubetingede ordrer for 4491 MW i år, hvoraf de 659 MW er annonceret i fjerde kvartal.

/ritzau/

Dagens Gossip