Aktionærforening: Private tab på OW Bunker er nu 100 millioner

Skrevet af admin

10/11/2014

Mest læste i dag

Det vælter fortsat ind med private aktionærer på Dansk Aktionærforenings hjemmeside. Indtil videre har 1888 aktionærer, der har tabt penge på konkursen i OW Bunker, meldt sig. Mere end 800 flere er kommet til siden søndag eftermiddag.

Det oplyser direktør i Dansk Aktionærforening Jens Møller Nielsen til Ritzau.

- Vi har set på alle henvendelserne, og vores bedste skøn på baggrund af aktionærernes egne oplysninger er, at tabene indtil videre er på 100 millioner kroner, siger Jens Møller Nielsen.

Omkring 20.000 private aktionærer investerede i OW Bunker ved selskabets børsnotering i marts. Dansk Aktionærforening åbnede hjemmesiden vedrørende OW Bunker lørdag eftermiddag.

Under stor bevågenhed og mediernes projektørlys blev OW Bunker med hovedsæde i Nørresundby børsnoteret i slutningen af marts, men i oktober begyndte det at gå ned ad bakke, fordi selskabet meget overraskende måtte nedskrive med 850 millioner kroner på grund af olieprisens fald.

Fredag blev selskabet, der er blandt de største i Danmark målt på omsætning, erklæret konkurs. Selskabet har tabt 1,6 milliarder kroner. Ud over de 850 millioner skyldes resten - ifølge selskabet selv - svindel i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.

To ledende medarbejdere fra datterselskabet vil blive meldt til politiet, oplyste ledelsen i en meddelelse til fondsbørsen.

Det er ikke første gang, at Dansk Aktionærforening tager initiativ til at samle utilfredse aktionærer efter kollaps. Det skete også ved kollapset i Tønder Bank og Amagerbank.

- Vi spørger folk til, om de har særlige kompetencer, som eksempelvis juridiske, eller de har kompetencer, der gør, at de kan udføre et stykke arbejde i en eventuel gruppe, der vil se på et sagsanlæg.

- Vi har i forvejen kontakt til advokater, der kunne være relevante, siger Jens Møller-Nielsen, der venter, at det fortsat vil vælte ind med aktionærer, der har tabt penge på OW Bunker-kollapset.

Direktøren tilføjer, at Dansk Aktionærforening typisk vil lægge sig i slipstrømmen af den efterforskning, som Bagmandspolitiet formentlig skal i gang med, samt det arbejde, som kuratorerne er i gang med.

/ritzau/