Aktionærforening tipper at danskerne vil gøre Dong til folkeaktie

Skrevet af admin

26/05/2016

Dagens topnyheder

Det er formentligt ikke kun pensionskasser og investeringsforeninger, der kigger interesseret med i planerne for Dong Energys notering på børsen i København.

Det mener formanden i Dansk Aktionærforening, Niels Mengel.

- Vi mener absolut, at der er potentiale til, at Dong kan blive en folkeaktie. Vi er jo alle sammen enten kunder hos Dong eller indirekte ejere af Dong via staten. Og så er der samtidig stor hype om vedvarende energi, siger han.

- Dertil kommer, at når Dong kommer på børsen, bliver det formentligt en aktie med udsving i kursen, fordi den er i energisektoren, hvor priserne kan svinge op og ned. Det er noget, som mange aktionærer godt kan lide, tilføjer formanden.

Dansk Aktionærforening forventer stor interesse for aktierne og har allerede to arrangementer i kalenderen mandag, hvor interesserede kan stille spørgsmål til direkte til Dongs ledelse.

Når Dong Energy går på børsen i juni, vil energiselskabet formentlig få en markedsværdi på mellem 83,5 og 106,5 milliarder kroner.

Dong offentliggjorde torsdag morgen børsplanerne, som viser, at der vil blive udbudt mellem 15,1 og 17,4 procent af de eksisterende aktier til mellem 200 og 255 kroner per aktie.

Udbudsperioden løber fra den 26. maj til den 8. juni, og Dong-aktien ventes at få første handelsdag på børsen den 9. juni.

Ved børsnoteringer plejer det at være sådan, at der afsættes en portion aktier, som private investorer kan købe.

Administrerende direktør i Dong Henrik Poulsen kan ikke sige, hvor mange der bliver i Dongs tilfælde:

- Men jeg tror, at vi alle sammen har en interesse i, at vi også får en masse danske private investorer. Vi vil gerne have vores kunder og andre danskere med om bord, siger han ifølge Ritzau Finans.

Både Niels Mengel og investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet regner stærkt med, at aktien bliver overtegnet, hvilket betyder, at der er flere interesserede købere, end der er aktier til salg.

- Det bliver i hvert fald en folkeaktie på den måde, at det bliver en folkesport at få fat i den, siger Per Hansen.

/ritzau/