Aktivist bliver ny generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Skrevet af admin

10/05/2016

Dagens topnyheder

Udviklingsarbejderen og aktivisten Tim Whyte bliver ny generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke efter Frans Mikael Jansen. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

41-årige Tim Whyte kommer fra en stilling som vicedirektør for Save the Children i Bangladesh.

Som barn var han i en periode bosat i Kenya, og under universitetsstudierne rejste han til Nepal for at skrive speciale om gældsslaveri, som han senere gik ind i kampen mod.

Mellemfolkeligt Samvirke er ikke uvant territorium for den 41-årige, som er født i København af amerikanske forældre.

Som færdiguddannet historiker arbejdede han nemlig i knap fire år som udviklingsarbejder for organisationen i Nepal.

- Jeg glæder mig helt enormt til at vende tilbage til Mellemfolkeligt Samvirke. Organisationen er samlingspunkt for unge aktivister, der brænder for at forandre verden og skabe mere retfærdighed og lighed. Jeg er meget begejstret over at få lov til at gå foran i den kamp, siger Tim Whyte.

- Både globalt og i Danmark står vi over for kæmpe udfordringer med konflikter, flygtningestrømme og klimaforandringer. Vi har mere end nogensinde før brug for at udvikle nye måder at styrke det mellemfolkelige engagement på.

Helle Munk Ravnborg, der er forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, er glad for at kunne offentliggøre udnævnelsen af den nye generalsekretær:

- Tim er ung, erfaren og stærkt anerkendt fra en række forskellige organisationer. Han er på alle måder et globalt, solidarisk menneske med en stærk retnings- og retfærdighedssans, siger hun og tilføjer:

- Han har markeret sig som en visionær og innovativ leder, der formår at omsætte de store og kreative tanker til resultater.

Tim Whyte overtager posten 1. september.

/ritzau/