Aktivister: Assads styrker bombarderede forstæder efter nervegasangreb

Raketter og tunge mortergranater ramte ifølge aktivisterne områderne Jobar og Zamalka, der ligger i den østlige udkant af hovedstaden, der angiveligt blev angrebet med kemiske våben tidligere onsdag.

Det nærliggende distrikt Qaboun og den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk blev også ramt, tilføjer aktivisterne.

FNs Sikkerhedsråd oplyste efter et hastemøde sent onsdag aften, hvor rådets medlemslande diskuterede angrebet, at det er nødvendigt at få bragt klarhed over rapporterne om brug af kemiske våben i det borgerkrigshærgede land. Sikkerhedsrådet afholdt sig imidlertid fra at kræve, at det efterforskningshold fra FN, der siden søndag har opholdt sig i Syrien, netop for at undersøge efterretninger om brug af kemiske våben, skal undersøge påstanden.

Storbritannien, USA, Tyrkiet og Frankrig er blandt de cirka 35 lande, der har opfordret til en undersøgelse fra FN-repræsentanterne, der efter aftale med det syriske styre har fået lov til at besøge tre steder, hvor der kan være brugt kemiske våben ved tidligere angreb.

Diplomater fra FN oplyste ifølge Reuters efter hastemødet, at Rusland og Kina har modsat sig et krav om en FN-undersøgelse af påstanden on det nyeste angreb.

I et udkast til en officiel udtalelse, som Reuters har set, der var forfattet af nogle af Sikkerhedsrådets vestlige medlemslande, blev FN opfordret til »hurtigst muligt at tage de nødvendige skridt, for at dagens angreb bliver undersøgt af FN-missionen«.

Udkastet blev imidlertid modereret af hensyn til de russiske og kinesiske indvendinger, oplyser FN-diplomater til Reuters.

Den argentinske FN-ambassadør Maria Cristina Perceval, der i denne måned er præsident for FNs Sikkerhedsråd, sagde efter mødet, at Sikkerhedsrådet vil byde en beslutning fra FNs generalsekretær, Ban ki-Moon, om »at sikre en grundig, uafhængig undersøgelse« velkommen.

Storbritanniens stedfortrædende FN-ambassadør, Philip Parham, slog efter mødet fast, at Percevals udmelding udgør en de facto-opfordring til en undersøgelse af det påståede nervegasangreb.

FNs vicegeneralsekretær, Jan Eliasson, briefede Sikkerhedsrådet bag lukkede døre. Han udtrykte efterfølgende forhåbning om, at Syriens regering vil give FNs efterforskere adgang til området og mulighed for at undersøge det nye angreb. Ifølge vicegeneralsekretæren kan det kun lade sig gøre, hvis præsident Bashar al-Assads regering giver sit samtykke.

Det er endnu uvist, hvordan Syriens præsident forholder sig til en udvidelse af FNs besøg. Det tog FN flere måneder at lande en aftale om de tre steder, efterforskerne har fået adgang til.

Dagens Gossip