Aktivister fra Greenpeace risikerer at blive sigtet for pirateri

Aktivisternes skib er ved at blive bugseret til Murmansk i Rusland, efter at russiske grænsevagter sent torsdag stormede skibet fra en helikopter, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ruslands myndigheder oplyste fredag, at grænsevagterne har beviser på, at aktivisterne har begået pirateri: Det er en lovovertrædelse, som i Rusland har en strafferamme på mellem fem og 15 års fængsel.

Ifølge det russiske udenrigsministerium og Ruslands føderale efterretningstjeneste (FSB), hvoraf sidstnævnte fører tilsyn med grænsevagterne, har aktivisterne bragt liv i fare, infiltreret boreplatformen og gennemført såkaldt ekstremistiske aktiviteter, skriver AFP.

Russiske specialstyrker bevæbnet med pistoler har overtaget kontrollen med skibet, Arctic Sunrise, hvor aktivister fra blandt andre Rusland, Holland, Finland, Schweiz og Danmark bliver tilbageholdt.

Udenrigsministeriet kan ikke bekræfte, at den danske aktivist på skibet er anholdt.

»Men ambassaden er blevet anmodet om at yde konsulær bistand til kvinden, når skibet kommer ind,« oplyste den vagthavende ved Udenrigsministeriets Borgerservice sent fredag aften.

En aktivist, der ifølge AFP er ombord på skibet, har fortalt til det russiske medie RIA Novosti, at aktivisterne beskyldes for terrorisme og illegal forskning.

Sidstnævnte bekræftes af en embedsmand fra FSB.

»Ved inspektion af Arctic Sunrise fandt vi store mængder af elektronisk udstyr, og der er tegn på mulig illegal videnskabelig forskning,« siger lederen af FSBs sikkerhedstjeneste i Murmansk-regionen, Mikhail Karpenko, ifølge AFP til den russiske TV-kanal Rossiya24.

Greenpeace-aktionen var rettet mod verdens største naturgasselskab, Gazprom, og aktivisterne protesterede mod selskabets planer om at blive det første selskab, der producerer olie i vandene i Arktis.

En forseelse som ulovlig forskning har en strammeramme på maksimalt to års fængsel eller samfundstjeneste.

Ifølge Greenpeace vil det få katastrofale konsekvenser, hvis der sker olielækager i det uberørte miljø ved Arktis.

De russiske myndigheder oplyste fredag, at det vil tage op til tre dage at bringe skibet til Murmansk, der ligger cirka 1.485 kilometer fra Moskva.

Dagens Gossip

Dagens TV