Aktiviteterne i Engbo Aktivitetshus flyttes til Hejls Gl. Skole

Der var egentligt lagt op til, at Økonomiudvalget skulle vende tommelfingere ned til et forslag om, at foreningerne i Hejls skulle flytte adresse. De har i dag til huse i bygningen ”Engbo” og havde mulighed for at flytte til Hejls Gl. Skole.

Det var der ikke afsat økonomi til, men på forslag af Molle Lykke Nielsen fra Dansk Folkeparti, valgte Økonomiudvalget helt ekstraordinært – og for første gang i lang tid – at give en tillægsbevilling. 500.000 kroner afsættes der til flytteomkostninger for foreningen og istandsættelse af Hejls Gl. Skole.

- I tre år har Kolding Kommune drøftet en flytning med foreningen og nu var der endeligt fundet en løsning, som begge parter kunne have gavn af og som kan sikre bevaring af den gamle skolebygning. Men for at få det hele til, at gå op manglede der en halv million kroner. Det var min opfattelse at vi dels ville havde holdt foreningerne for nar i tre år, hvis vi ikke fandt de penge, siger Molle Lykke Nielsen og fortsætter:

- Dels ville vi også have udgifter i samme størrelsesorden, til renovering af ”Engbo” hvor de er i dag, hvis vi ikke bakkede op om en flytning. Det kunne hele Økonomiudvalget heldigvis se og så endte det med en tillægsbevilling til det gode formål. Nu er det jo også tæt på jul og det sidste Økonomiudvalgsmøde i denne byrådsperiode. Men uanset hvad, så glæder jeg mig på foreningernes og Hejls bys vegne.

Dagens Gossip