Akut overbelægning: Vestre Fængsel proppet med udlændinge

Skrevet af Michael Lauritsen

03/10/2013

Dagens topnyheder

Vestre Fængsel i København er ramt af akut overbelægning. Det er især knapt 400 udenlandske statsborgere - eller næsten 63 procent af fangerne - der fylder op i cellerne. Derfor sidder mellem 100 og 120 indsatte i fængslet i delte celler.

Det skriver Ekstra Bladet.

I mandags sad 120 indsatte i 60 celler, der er beregnet til én person. Samtidig blev der slået rekord med 628 indsatte i alt. Onsdag var der dobbeltbelægning på 50 celler og 602 indsatte i alt.

- Vi kan jo ikke bare tænde den røde lampe og melde alt udsolgt, siger fængselsinspektør Peter Vesterheden, Københavns Fængsler, til Ekstra Bladet.

I en intern orientering til personalet mandag skrev han, at der er tale om 'et helt uacceptabelt niveau'.

I Vestre Fængsel er der fem etager med dobbeltbelægning i cellerne. Det er ikke muligt at sætte to fanger på hver celle i Blegdamsvejens og Politigårdens fængsler.

På Blegdammen skyldes det, at der er toilet i cellerne - og det vil man ikke byde to fanger, som deler celle. På Politigårdens fængsel, hvor de farligste sidder, må der ikke sidde to på cellerne af sikkerhedsmæssige hensyn.

Kriminalforsorgen har som en akut løsning indført dobbeltbelægning i cellerne i arrestafdelingerne i Vridsløselille og Nyborg statsfængsler, og man forsøger at flytte rundt på de indsatte. Men det giver store problemer med transport, når varetægtsarrestanterne skal fremstilles i retten.

I de øvrige arresthuse på Sjælland er der også fyldt op. Ifølge Peter Vesterheden slider det på personalet.

Forbundsformand Kim Østerbye, fængselsforbundet, fortæller til avisen, at 'det vælter ind med varetægtsarrestanter'.

- Bandekrigen ligger ellers forholdsvist stille, men det er nok en kombination af, at politiet rydder op og den øgede strafmasse, som gør, at der ikke er nok gennemtræk i systemet. Reelt har vi ikke pladser nok, siger han til Ekstra Bladet.

I øjeblikket er belægningsprocenten over 100, men den skal højst være 98 procent. Planen er, at den skal falde til 95 procent. Der skal skaffes 150 nye pladser i lukkede fængsler, men det er ikke realiseret endnu.