Akutjobopslag tikker fortsat ind

Onsdag var knap 150 ubesatte akutstillinger således slået op i databasen jobnet.dk, skriver avisen.

Hovedparten er indrykket, inden ordningens officielle udløb den 1. juli, men både offentlige og private arbejdsgivere er siden blevet ved med at opslå nye akutjobannoncer, som udfaldstruede dagpengemodtagere særskilt opfordres til at søge.

Normalt er cheferne i stat, kommuner og regioner forpligtet til ansætte den bedst kvalificerede kandidat, men akutjobordningen har givet de offentlige chefer mulighed for at fravige reglen.

De mere end 20.000 danskere, der mistede eller stod til at miste dagpengene fra den 1. oktober 2012 til den 30. juni 2013, ligger dermed fortsat foran i køen til de akutjobstillinger, der dukker op på jobnet.dk.

»Det viser, at hele den ordning er noget værre rod. I det hele taget tror jeg, at man hurtigt skal have slået en streg over den her såkaldte løsning,« siger De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Benedikte Kiær (K), til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Arbejdsmarkedsordfører for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen (LA), kalder det »absurd«, at fortrinsadgangen fortsætter.

»Det vil jeg opfordre regeringen til at annullere så hurtigt som muligt,« siger han.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Det afviser SFs politiske ordfører, Jonas Dahl (SF).

»Vi må erkende, at akutjobordningen har været en begrænset succes, så hvis vi kan få den til at leve videre og forhåbentlig få den til at give bedre resultater, så er jeg positiv over for det,« siger han.

Flere undersøgelser har dokumenteret, at kun et fåtal af de mere end 30.000 opslåede akutjob er gået til langtidsledige, som stillingerne egentlig var tiltænkt, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Dagens Gossip

Dagens TV