Akutpakken skaber kun 385 nye job

Ledige skal ikke knytte for store forhåbninger til den såkaldte akutpakke, der ellers er regeringens bedste bud på hjælp til de tusinder, som efter nytår bliver ramt af halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år.

Selv det klart dyreste værktøj i akutpakken - den såkaldte jobrotation - vil skabe under 400 job i 2012 og 2013.

Det viser en beregning foretaget af A-kassernes Samvirke på baggrund af tal fra Beskæftigelsesministeriet, skriver Politiken.

- Det er al ære og respekt værd, at regeringen med akutpakken laver nogle tiltag for de udfaldstruede. Men det er marginalt, hvor meget akutpakken kan hjælpe på den store udfordring, siger Verner Sand Kirk, direktør i AK Samvirke.

Han mener, at jobrotationsordningen, hvor virksomheder tager ledige ind som vikarer, mens de ordinært ansatte er på efteruddannelse, i sig selv er en god ordning.

Men i forhold til at op mod 16.000 står til at miste dagpengene i 2013, batter jobrotationen ikke, påpeger han.

Regeringen har med akutpakken sat 190 millioner kroner ekstra af til jobrotation i 2012 og 2013 - den klart største post i den samlede pakke til 330 millioner. Ifølge AK Samvirkes "optimistiske" regnestykke giver det mulighed for cirka 770 vikariater.

Og på baggrund af tidligere erfaringer vil det være et godt resultat, hvis halvdelen af vikariaterne efterfølgende fører til fast arbejde. Altså maksimalt 385 nye job.

Ifølge professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet er regnestykket troværdigt.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil ikke forholde sig direkte til beregningen af, at hovedpunktet i akutpakken kun kaster 385 job af sig.

- I stedet for at sidde med fiktive regnestykker og overveje, hvordan det måske ender, vil jeg kraftigt appellere til, at man kommer i gang med at bruge pengene, siger hun til Politiken.

Netop dagpenge bliver et af de helt centrale emner i torsdagens åbningsdebat i Folketinget.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil i debatten give Helle Thorning-Schmidt et "tilbud": at hente penge fra statens brug af eksterne konsulenter til at finansiere en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden.

 

Dagens Gossip