Al-Qaeda-gruppe truer med krig i årtier

Den radikale islamiske gruppe al-Nusra i Syrien fordømmer de amerikansk-ledede luftangreb, der er rettet mod den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak og også radikale grupper som Nusra.

Nusra er bundet sammen med al-Qaeda.

Det er gruppens talsmand Abu Firas Suri, der i en lydoptagelse, som er lagt på de sociale netværk på internettet, buldrer mod koalitionen, der er gået i krig mod ekstremistiske, voldelige muslimer i Irak og Syrien.

Talsmanden erklærer også, at der bliver gjort gengæld mod de vestlige og arabiske lande, som deltager i angreb mod Syrien.

- Vi er i en lang krig. Denne krig vil ikke slutte om måneder eller år. Denne krig kan vare i årtier, siger talsmanden.

- Det er ikke kun en krig mod Nusra-fronten, det er en krig mod islam, tilføjer han.

Blandt de vestlige lande, der deltager i koalitionen, er USA, Storbritannien, Holland, Belgien og også Danmark, der dog har erklæret, at danske F16-jagere ikke skal operere i Syrien, men kun i Irak.

Blandt de arabiske lande er Jordan, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip