Al-Qaeda-leder i Yemen meldes dræbt i droneangreb

Skrevet af admin

04/02/2016

Mest læste i dag

En af al-Qaedas topledere i Yemen Jalal Baleedi er efter alt at dømme blevet dræbt i et amerikansk droneangreb tidligt torsdag morgen i det sydlige Yemen.

Det oplyser unavngivne kilder ifølge Reuters.

Jalal Baleedi stod i spidsen for al-Qaedas kampoperationer i Yemen, og der var en dusør på fem millioner dollar - svarende til godt 34 millioner kroner - for oplysninger, der kunne få ham stillet for en domstol.

Angrebet var angiveligt målrettet Jalal Baleedis bil, hvori han befandt sig med to af sine vagter på vejen mellem byerne Zinjibar og Shaqra i Abyan-provinsen.

Nogle medier og analytikere vurderer ifølge Reuters, at Jalal Baleedi for nylig kan være deserteret fra al-Qaeda på Den Arabiske Halvø for at blive chef for den yemenitiske afdeling af Islamisk Stat (IS). Dette er ikke officielt bekræftet.

Ifølge det amerikanske udenrigsministerium var Baleedi involveret i planlægningen af flere angreb på vestlige diplomatiske mål i Sanaa i 2013.

/ritzau/