Al-Qaeda tager ansvar for bombeangreb i Irak

Det internationale samfund har fordømt angrebene; en række bilbomber i hovedsageligt shiamuslimske dele af Bagdad og en bilbombe i byen Tuz Khurmato, 170 kilometer uden for Bagdad, mens de irakiske myndigheder, inklusiv landets premierminister, Nuri al-Maliki, ikke har kommenteret voldshandlingerne.

Lørdagens angreb, der fandt sted, mens irakerne fejrede afslutningen på ramadanen til den muslimske højtid Eid, var blot de seneste i en række angreb, der de seneste måneder har sat sine blodige spor på et fortsat mere uroplaget Irak.

Al-Qaeda-gruppen, The Islamic State of Iraq and the Levant, tog ansvar for angrebene på internetsider dedikeret yderliggående islamister.

»De (landets shiamuslimer, red.) vil ikke kunne drømme om sikkerhed hverken om natten eller dagen til Eid eller på andre dage,« skrev gruppen, der tog ansvar for angreb i Bagdad og den sydlige del af Irak.

Al-Qaeda har tidligere taget ansvaret for juli måneds angreb mod fængslet Taji og det famøse fængsel Abu Ghraib, hvor amerikanske soldater i 2004 stod bag overgreb på irakiske krigsfanger. Flere hundrede fanger undslap efter angrebbene, herunder flere medlemmer af al-Qaeda.

Irakerne har udtalt stigende frustration over manglende handling fra Iraks regering og landets sikkerhedsstyrker.

USAs udenrigsministerium fordømte natten til søndag i en usædvanligt detaljeret udtalelse bagmændene til lørdagens angreb som »fjender af islam« og som »fælles fjender for USA, Irak og det internationale samfund«.

Udenrigsministeriets talsperson Jen Psaki kaldte bilbomberne, der hærgede Irak lørdag, for »kujonagtige« angreb målrettet familier, der fejrede Eid.

Udenrigsministeriet understregede, at USA har sat en dusør på 10 millioner dollars, hvilket svarer til omkring 56 millioner danske kroner, for informationer, der kan føre til drabet på eller pågribelsen af den formodede lederen af Islamic State of Iraq and the Levant, Abu Bakr al-Baghdadi, som man regner med opholder sig i Syrien.

Også Storbritannien og FN har fordømt lørdagens angreb.

Ni personer blev dræbt i nye angreb søndag, skriver AFP, og alene i juli måned er 1.000 personer ifølge FN blevet dræbt i Irak, hvilket er det største antal dræbte på en måned siden 2008.

Dagens Gossip

Dagens TV