Al-Shabaab: »Den Hvide Enke« deltog ikke i gidseldrama

Gruppen afviser kategorisk på sin Twitter-profil, at nogen kvinder skulle have været involveret i den fire dage lange belejring af centret, som gruppen har taget ansvaret for.

»Vi har et passende antal unge mænd, som er fuldt engagerede, og vi inddrager ikke vores søstre i sådanne militære operationer,« skriver al-Shabaab ifølge AFP.

Flere medier har spekuleret i, at Samantha Lewthwaite skulle have været blandt gidseltagerne i centret. Den 29-årige kvinde, der er af irsk-britisk oprindelse, kan ifølge flere medier have været hjernen bag angrebet og har måske endda ledet terroristerne under selve aktionen. Kenyas udenrigsminister har tidligere udtalt, at en britisk kvinde skulle være blandt gidseltagerne.

Overlevende vidner har sagt til den kenyanske avis Daily Star, at lederen af aktionen havde dækket sit ansigt til, men at vedkommende lignede en kvinde og kun talte engelsk.

»Den Hvide Enke« menes at gemme sig i det østlige Afrika, efter at hun angiveligt var involveret i planer om at bombe flere vestlige hoteller i Mombasa i Kenya.

Samantha Lewthwaite konverterede som teenager til islam, og hun blev senere gift med Jermaine Lindsay, der var en af mændene bag de dødbringende terrorangreb på Londons undergrundsbane og en bus i den britiske hovedstad i sommeren 2005. Han sprængte sig selv i luften under angrebet, mens Samantha Lewthwaite ventede deres andet fælles barn.

Hun rejste siden til Kenya, hvor hun angiveligt har tilsluttet sig al-Shabaab.

Tirsdag erklærede Kenyas præsident Uhuru Kenyatta gidseldramaet i storcentret i Nairobi for slut. Han oplyste i den forbindelse, at kenyanske sikkerhedsstyrker har dræbt fem terrorister og tilbageholdt 11.

Hvorvidt »Den Hvide Enke« er iblandt dem, er dog uklart.

»Efterretningsrapporter har peget på, at en britisk kvinde og to eller tre amerikanske borgere kan have været involveret i angrebet. Vi kan ikke bekræfte detaljerne på nuværende tidspunkt, men retsmedicinske eksperter arbejder på at få afklaret terroristernes nationaliteter,« sagde Kenyatta tirsdag ifølge AFP.

Han offentliggjorde samtidig, at mindst 61 civile og seks personer fra sikkerhedsstyrkerne har mistet livet under gidseldramaet.

Al-Shabaab, der har tætte bånd til al-Qaeda, hævder dog, at dødstallet er langt større, og at 137 gidsler er døde. Terrorbevægelsen beskylder samtidig de kenyanske tropper for at have brugt kemiske stoffer i kampen mod gidseltagerne.

Den kenyanske regering har ikke kommenteret dødstallet, men ifølge Røde Kors i Kenya savnes 63 personer stadig, efter at angrebet officielt er blevet erklæret for slut.

Al-Shabaabs angreb i Kenya er angiveligt hævn for, at kenyanske soldater bekæmper bevægelsen i Somalia, efter at al-Shabaab har angrebet og kidnappet turister i Kenya.

De britiske myndigheder oplyser onsdag, at en britisk statsborger er blevet anholdt i forbindelse med terrorangrebet på Westgate-centret i Nairobi. Myndighederne oplyser ikke, hvilket køn den britiske statsborger har.

Dagens Gossip