Albanien sender Rumænien ud af EM

Rumænien er færdig ved EM i fodbold. Det er status, efter holdet søndag aften tabte 0-1 til Albanien på et primært rødklædt Stade de Lyon.

Nederlaget betyder, at Rumænien slutter sidst i gruppe A med ét point, mens Albanien med tre point på kontoen har et begrundet håb om at kunne gå videre som en af de fire bedste treere.

Deres negative målscore på 1-3 kan dog blive et problem for albanerne.

Frankrig vinder gruppen foran Schweiz.

Efter nederlag i de to første gruppekampe var Albanien tvunget til at søge sejren for at holde EM-håbet i live, men Danmarks gæve banemænd fra kvalifikationen viste fra start en klassisk kontraorienteret tilgang til tingene.

Rumænien satte sig på opgøret, dominerede boldbesiddelsen og havde et par brugbare muligheder, før Albanien for en sjælden gangs skyld fik sammensat et kontraangreb, som virkede lovende, før det løb ud i sandet på grund af offside.

Den gode omstillingsmulighed gav dog Albanien blod på tanden, og efter 35 minutter kom Ledian Memushaj til en god mulighed, som han burde have fået mere end et hjørnespark - via Rumæniens målmand - ud af.

Rumænien forsvandt ud af kampen, og da Armando Sadiku headede Albanien foran efter 43 minutter, da Rumæniens målmand, Ciprian Tatarusanu, kom skidt ud til et indlæg fra Memushaj, var det fortjent.

Albanien var uden holdets store profil og anfører, forsvareren Lorik Cana, som startede på bænken. Alligevel havde Rumænien svært ved at skabe åbne chancer - også fra anden halvlegs start. Albanien hev fornuftigt alle mand hjem og lod de idéforladte rumænere have bolden.

Rumænerne viste sjældent spil, som bør få Danmarks landshold til at bæve, når rumænerne er modstanderne i den kommende VM-kvalifikation.

Først et kvarter før tid fik Rumænien det til at hænge sammen, men Florin Andone ramte overliggeren.

Derfra kørte albanerne sejren rimeligt sikkert i land.

Albanien har ikke tidligere vundet over Rumænien i en betydende kamp.

Det gjorde ikke jublen mindre.

/ritzau/

Dagens Gossip