Albansk anfører: Vi blev angrebet af sikkerhedsvagter

Skrevet af admin

15/10/2014

Dagens topnyheder

Der udbrød kaos, da EM-kvalifikationskampen mellem Serbien og Albanien blev afbrudt efter godt 40 minutters spil og stillingen 0-0.

Da en drone bærende et storalbansk flag blev hevet ned af de serbiske spillere, udbrød der slagsmål blandt spillerne, og tilskuere invaderede banen i Beograd.

Derfor søgte de albanske spillere tilflugt i spillertunnelen, men heller ikke her kunne de føle sig sikre.

- Jeg så mine holdkammerater blive angrebet og ramt, selv inde i tunnelen, og selv af sikkerhedsvagterne.

- Vi var ikke i stand til at fortsætte kampen, hverken mentalt eller fysisk, siger anfører Lorik Cana til nyhedsbureauet Reuters.

Serbernes kaptajn, Branislav Ivanovic, er dog af en lidt anden opfattelse.

- På mit holds vegne kan jeg kun sige, at vi gerne ville have spillet færdig, og vi forsøgte at beskytte de albanske spillere hele vejen hen til tunnelen, siger anføreren.

Det er nu op til det europæiske fodboldforbund Uefa at beslutte, om kampen skal spilles færdig på et senere tidspunkt, eller om den skal spilles helt om.

Spørgsmålet er også, hvilke konsekvenser urolighederne skal have for de to nationers fremtidige kampe i EM-kvalifikationen.

Danmark møder netop Serbien på udebane i sin næste gruppekamp, der er programsat til at skulle spilles i Beograd 14. november.

/ritzau/Reuters