Albansk oppositionsaktivist dræbt på valgdag

Politiet har identificeret den dræbte mand som 53-årige Gjon Pjeter Gjoni, en oppositionsaktivist og tilhænger af det socialistiske parti i regionen Lac.

Kandidaten Mhill Fufi fra det regerende Demokratiske Parti med premierminister Sali Berisha i spidsen blev såret i skududvekslingen, der fandt sted uden for et valgsted. Det samme gjorde en anden mand.

En samlet opposition forsøger at få afsat premierminister Sali Berisha ved søndagens parlamentsvalg, der bliver nøje overvåget af blandt andre EU.

Albaniens valgkommission, som skal godkende valgresultatet, er sat ud af drift, da flere medlemmer har forladt kommissionen. Det vil derfor være op til en domstol at godkende valgresultatet, skriver AFP.

Siden 1991, hvor landets tidligere kommunistiske styre faldt, har Albanien endnu ikke afholdt et valg, der er blevet skønnet som helt frit og fair. Det er kritisk for landet, der ønsker at blive en del af EU.

BNB

Dagens Gossip