Aldi dropper disse produkter for at øge dyrevelfærden

Skrevet af Kirstine Petersen

05/04/2016

Mest læste i dag

Buræg, ægte pels, visse æg og fisk samt skalddyr er fremover på skidtlisten hos en af verdens største discountkæder, Aldi. 

Supermarkedskæden, der har over 220 butikker i Danmark, offentliggør i dag en national indkøbspolitik, der bandlyser en række produkter fra hylderne for at tage hensyn til dyrevelfærd.

Blandt andet fjerner kæden angorauld, kaninkød og ægte pels fra butikkerne, mens der fra udgangen af 2016 stoppes al salg af tigerrejer, som ikke er ASC-certificerede, hummer samt tun, der ikke er fisket med udstyr, der tager hensyn til delfiner i havene. Se hele listen af produkter nederst i artiklen. 

Aldi vil også løbende udfase buræg som ingrediens i "forarbejdede fødevarer i produkter med et væsentligt indhold af æg", lyder det i de nye retningslinjerne og indkøbspolitik, som gælder for samtlige produkter af kædens egne mærker, både food og non-food, der indeholder animalske råstoffer.

- Vores forretningsmodel skal bidrage til en bæredygtig udvikling for mennesker, miljø, naturressourcer og dyr. Da vi forhandler mange produkter med animalske råstoffer, har vi et stort ansvar for at sikre en høj grad af dyrevelfærd i vores sortiment, forklarer vicedirektør i Aldis indkøbsafdeling, Thomas Hedegaard Bang.

Vegetarer og veganere får derfor også deres eget mærke, og så øger Aldi andelen af økologiske, danskslagtede og dyrevelfærdscertificerede, animalske produkter så som fersk kød, fjerkræ og mejeriprodukter. 

Listen med produkter, som Aldi ikke sælger produkter med fra udgangen af 2016, lyder således:

- Angorauld
- Kaninkød
- Vagtel
- Vagtelæg
- Foie gras
- Haj
- Ål
- Sværdfisk
- Marlin
- Fisk, som er klassificerede som beskyttede eller truede
- Ægte pels

Fra 2017 sælger Aldi ikke
- Hummer eller produkter, som indeholder hummer
- Tun, som ikke er mærket Dolphin Safe
- Tigerrejer, som ikke er ASC-certificerede

Læs også: Dyrenes Beskyttelse: Her er de flæskestege, som du IKKE skal købe i december

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: