Aldrende Basso drømmer om comeback efter kræftoperation

Skrevet af admin

05/08/2015

Dagens topnyheder

Står det til Ivan Basso (Tinkoff-Saxo), så får den nylige operation for testikelkræft ikke lov til at sætte en stopper for hans karriere som professionel cykelrytter.

Den 37-årige rytter har ellers nået en alder, hvor mange sætter cyklen i garagen, hvis de ikke allerede har gjort det i årene forinden, men Basso er fast besluttet på at gøre comeback, hvis det bliver muligt.

- Kontrollerne fortsætter. Den afgørende bliver i september. Jeg er interesseret i at køre igen. Det er mål nummer et, for hvis man har gjort det her i 30 år, bliver man nødt til at komme tilbage på cyklen, siger Basso til Gazzetto dello Sport.

Italieneren styrtede på 5. etape af årets Tour de France, og efter et par dage med ømhed omkring testiklerne gik han til lægen.

En skanning viste, at der var tale om testikelkræft, hvilket tvang Basso ud af løbet. En operation kort efter forløb godt, men episoden har alligevel fået Tinkoff-Saxo-rytteren til at overveje, om et comeback er det rigtige at gøre, selvom han har lyst.

- Jeg vil tage beslutningen senere, fordi det er klart, at man er nødt til at reflektere over det. Jeg er heldig at opdage noget, som kunne være blevet enormt, lyder det fra den tidligere dobbelte Giro d'Italia-vinder.

/ritzau/