Aldrig har vi betalt mindre for boliglånet

Med en samlet rente og bidragsbetaling på 6,2 milliarder kroner i juni, faldt de samlede rentebetalinger til det laveste niveau i de 10 år, hvor rentestatistikken er blevet opgjort. Faldet trodser dermed en udlånsvækst på mere end 85 procent de sidste 10 år. Det viser en ny rentestatistik, som Nationalbanken offentliggjorde torsdag.

Realkredit Danmark forudser, at en gennemsnitlig dansk familie vil komme til at betale flere tusinde kroner mindre i år sammenlignet med sidste år.

»Med dagens tal ser det ud til, at den gennemsnitlige rentebetaling i de danske husholdninger ender på omtrent 19.125 kroner i år - det er et fald på cirka 2.220 kroner i forhold til 2012 og hele 14.525 kroner siden rentebetalingerne toppede tilbage i 2008,« skriver cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig i en kommentar.

Baggrunden er blandt andet de billige, men risikable F1-lån, som i årevis har været danskernes foretrukne finansiering.

»Samlet set er der ingen tvivl om, at de ekstremt lave renter har været med til at holde hånden under både boligejernes økonomi og understøttet boligmarkedet. I denne sammenhæng spiller de ellers udskældte F1-lån også en betydende rolle, da de store rentefald hurtigt er blevet sendt videre til mange boligejeres private økonomi,« skriver Christian Hilligsøe Heinig.

Realkreditrådet anfører, at de ekstremt lave renteniveauer har været med til at stabilisere dansk økonomi gennem krisen.

»Rentefaldet har haft stor betydning for boligejernes økonomi, fordi mange boligejere siden finanskrisen er søgt over i et rentetilpasningslån. Samtidig har boligejere, der foretrækker en fast rente haft mulighed for at nedkonvertere. Rentebesparelsen er med til at styrke boligejernes økonomi. Boligejerne har øget deres opsparing i bankerne med op mod en fjerdedel i tiden efter finanskrisen. Samtidig har de lave renteudgifter været med til at holde hånden under det private forbrug. Det har været med til at stabilisere dansk økonomi i en periode, hvor væksten har været under pres,« skriver Realkreditrådet i sin kommentar til tallene.

Den historisk lave rente har barberet næsten fem milliarder kroner af husholdningernes renteudgifter i første halvår 2013. Samlet faldt husholdningernes ydelse på realkreditgæld med 2,7 milliarder kroner i første halvår 2013 i forhold til samme periode sidste år. Faldet sker på trods af, at danskerne faktisk har lånt 35 milliarder kroner mere. Den samlede realkreditydelse i årets første seks måneder var således 38,9 mia. kr.

Dagens Gossip