Alex Ferguson blander sig i Lewandowski-debatten

Der udbrød storm over Tyskland flere gange i sidste uge. Først da Mario Götzes klubskifte fra Borussia Dortmund til ærkerivalerne Bayern München blev kendt op til de to holds Champions League-semifinaler mod henholdsvis Real Madrid og Barcelona.

Dernæst da de to tyske tophold udraderede deres spanske modstandere inden for 24 timer med 4-1 og 4-0. Og igen, da det lige efter slutfløjtet på Dortmunds onsdagskamp mod Real forlød, at også Dortmunds firemåls-skytte i kampen, Robert Lewandowski, OGSÅ havde lavet en aftale med Bayern München.

Men mens der ikke kan rokkes ved Mario Götzes skifte og de to jordskælvssejre til Borussia og Bayern, er den polske angriber Robert Lewandowskis fremtid tilsyneladende ikke så afklaret, som det ellers forlød onsdag aften.

Borussias træner Jürgen Klopp har afvist handelen. Bayern det samme. Og nu blander Manchester Uniteds manager Sir Alex Ferguson sig også i den snak og lægger samtidig et hint ud om, at han da godt kunne se en spiller som Lewandowski i Manchester Uniteds trøje.

Ferguson har længe været fan af den store centerforward fra Dortmund, og det han så i onsdagens kamp, da Dortmund vandt 4-1 over Real Madrid på fire Lewandowski-mål, ændrede bestemt ikke hans opfattelse af, at Jürgen Klopps team kan gå hele vejen i turneringen, som Ferguson har ment fra starten på denne sæsones Champions League.

Over for The Guardian giver United-manageren udtryk for, at han nu tror, Borussia Dortmund hellere vil lade Jan Lewandowskis kontrakt løbe ud end at sælge endnu en af klubbens stjerner til den største konkurrent i Tyskland. Dermed kan andre pengestærke klubber komme i spil, og Ferguson afviser ikke, at Manchester United kunne finde på at byde på polakken og hente en endnu større spiller i den tyske klub, end da man i sidste sæson købte Shinji Kagawa i Dortmund.

- Hvis den rette spiller er der, er du nødt til at være forberedt på at reagere. Jeg kan finde plads til hvem som helst her, så længe de har de nødvendige kvaliteter. Jeg er ikke sikker på, Lewandowski vil blive solgt til Bayern nu. Dortmunds fans vil ikke blive glade, og jeg tror ikke, klubben vil sælge til deres hovedrival. Jeg tror, de enten vil lade hans kontrakt løbe ud, eller sælge ham andetsteds, siger Sir Alex Ferguson til guardian.co.uk.

Og indkøb skal der sandsynligvis foretages hos de engelske mestre for at optimere jagten på det eftertragtede Champions League-trofæ, som Manchester United ikke var i nærheden af i den igangværende turnering, hvor det blev en skuffende exit allerede i 1/8-finalen.

- Vores mål for næste sæson er at gøre det bedre i Europa, muligvis ved at tilføre en spiller eller to, men det bliver interessant, hvis denne sæsons finale bliver et rent tysk anliggende, siger Alex Ferguson til guardian.co.uk.

- Jeg har hele tiden sagt, at Dortmund har prioriteret Champions League i denne sæson. De har en utrolig statistik mod Bayern, så lige meget hvad tabellen i den tyske liga siger, bliver det ikke et tag-selv-bord for Bayern, hvis de to hold mødes i finalen, siger Manchester United-manageren.

 

 

 

Dagens Gossip