Alex Rasmussen vraget til Tour de France

Den danske cykelrytter Alex Rasmussen kommer ikke med til Tour de France. Hans hold, Garmin-Sharp, har udtaget ni ryttere, og danskerens navn er ikke at finde blandt dem.Alex Rasmussen var optimistisk omkring sine chancer for at gøre debut i Tour de France, men han må sande, at hans navn ikke står på den liste af ryttere, som Garmin-Sharp har udtaget til årets Tour de France.

Holdet har netop været på træningslejr, hvor Rasmussen og en kollega blev siet fra.

Det amerikanske hold har annonceret en stærk trup blandt andet bestående af sidste års vinder af Giro d’Italia, Ryder Hesjedal, Liege-Bastogne-Liege-vinderen Dan Martin, David Millar samt debutanterne Andrew Talansky, Rohan Dennis og navnkundige Jack Bauer.Holdets chef Jonathan Vaughters udtaler i en pressemeddelse:

- Vi har en bred trup med masser af muligheder. Vores mål er at sætte gang i løbet med en aggressiv strategi, og vi sigter efter at slutte højt i klassementet, siger Vaughters.

Det er Alex Rasmussens anden skuffelse på få dage, efter at han i søndags siden mistede sin kæde i den afgørende fase af DM i linjeløb og måtte se Michael Mørkøv løbe med sejren.

Alex Rasmussen slutter sig til en lang liste af danskere, der må se Tour de France fra sofaen. Kun Brian Vandborg, Jakob Fuglsang og Lars Bak repræsenterer Danmark ved årets Tour, der starter på Korsika på lørdag.

Dagens Gossip

Dagens TV