Alexandre Geniez vandt Vueltaens kongeetape

Alexandre Geniez fra Francaise de Jeux-holdet var afsted allerede i de tidlige morgenudbrud. Efter 6 timer 20 minutter og 12 sekunder fik den 25-årige franskmand udbytte af sine anstrengelser, da han i ensom triumf kørte først over stregen på Vueltaens kongeetape efter undervejs at have droppet sine følgesvende.

Det var karrierens største triumf for Geniez, der som ung lærling hos flyfabrikkerne Airbus måtte træne om aftenen med lygter på cyklen, inden han tog springet og blev professionel. Indtil nu var hans eneste gevinst som professionel en etapesejr i Østrig Rundt for to år siden.

Team Saxo-Tinkoffs Nicolas Roche kørte ind som nummer tre efter etapevinderen og italienske Michele Scarponi på andenpladsen. Roche nåede i mål med et lille forspring til de fem øverste i klassementet. Han fik fire bonussekunder for tredjepladsen plus de 13 sekunder, som han havde ned til favoritgruppen med de fem bedst placerede ryttere i klassementet.

Roche roste sine holdkammerater for deres arbejde. Især på den næstsidste stigning havde Saxo-Tinkoff-rytterne sat et hårdt tempo, og kort før toppen angreb Roche. Oliver Zaugg, der havde været med i det tidlige udbrud lod sig falde tilbage og kørte for Roche, som han kørte op til polske Rafal Majka. Undervejs havde Roche i bunden inden den sidste stigning omkring et minuts forspring til favoritterne. Til sidst var det dog kun noget mere beskedne 13 sekunder, der skilte Roche fra de øvrige klassementsryttere. Han har 3.49 op til Nibali i førertrøjen.

- I dag var det tilbage til normalen. Der var noget regn, men ikke den samme kulde som i går, sagde Roche til TV2 efter at være kommet i mål.

Favoritterne med Vicenzo Nibali i den røde førertrøje kom samlet til mål, selvom den 41-årige Christopher Horner, der er den nærmeste udfordrer til italieneren, på den afsluttende stigning gjorde alt, hvad han kunne for at udfordre førertrøjen.Dagen efter en etape, hvor det tyndede ud blandt feltets profiler på grund af ekstreme vejrforhold med kulde og regn, var forholdene lidt mere menneskelige på den 225 km lange etape fra Andorra til Peyragudes. Alligevel valgte profiler som Tony Martin, Omega Pharma-Quick Step, og BMCs Philippe Gilbert at udgå i dag.

Undervejs bød etapen på tre krævende stigninger inden den afsluttende klatretur op til Peyragudes i 1620 meters højde med stigningsprocenter på op til 12 procent undervejs, og det var her, at favoritterne brugte de sidste kræfter i et forsøg på at hente sekunder på hinanden.

Umiddelbart så Nibali meget stærk ud, da han blev udfordret, og med en uge tilbage af Vuelta a España ligner 'Hajen fra Messina' i den grad en samlet vinder at løbet, selvom Radioshacks Chris Horner formentlig vil forsøge at udfordre ham, når mulighederne er der.

Spørgsmålet er nu om, at Nicolas Roche har brugt for mange ressourcer, inden mandagens etape, hvor der igen venter en hård afslutning på en kategori 1-stigning.

- Forhåbentlig kan jeg nå at komme mig, for jeg mistede meget energi i dag, sagde Nicolas Roche til tv2.dk.

Dagens Gossip