Ali går på HF, arbejder som frivillig og føler sig hjemme i Danmark: Om 14 dage bliver han smidt ud af landet

Skrevet af Kirstine Petersen

20/10/2015

Mest læste i dag

- Det her er Ali Mutahhari. 

Sådan starter Dansk Flygtningehjælp Ungdom et budskab på deres facebookvæg, som, de håber, vil sprede sig. 

Ali er en en ansvarsfuld og meget positiv ung mand. Han går i en almindelig HF-klasse med sine danske kammerater og taler dansk med dem. Han har haft forskellige fritidsjob (på et værksted og i Fakta), dyrker taekwondo og i sommer var han frivillig leder på DFUNK Sommercamp, ligesom han fortsat arbejder som frivillig for foreningen. Ali føler sig med andre ord hjemme i Danmark, lyder beskrivelsen af den unge mand.

Men har du fulgt med i sager, der ligner Alis, kan du næsten gætte, hvilken drejning, historien tager nu:

For 14 dage siden blev han udvist af Danmark. 

I en afgørelse af Udlændingenævnet stadfæstes Udlændingestyrelsens beslutning om at sende Ali hjem.

Han skal dermed forlade Danmark 30 dage efter den 5. oktober, hvor den endelige afgørelse faldt i sagen - altså bliver han sendt til Afghanistan om cirka to uger. 

Læs også: 19-årige Sabrina skal udvises: Jeg er pærerdansk, men det mener systemet ikke

Det er problematisk, mener Dansk Flygtningehjælp Ungdom, som overfor Dagens.dk uddyber, hvorfor de deler et billede og en statusopdatering af netop Ali:

- Vi vil gerne sætte fokus på, at der er flere flygtninge ligesom Ali, der er kommet til Danmark som meget unge og som uledsagede flygtningebørn. De er mere udsatte, end andre, siger Aja Heinze, der landsformand for Dansk Flygtningehjælp Ungdom til Dagens.dk.

For et år siden fyldte Ali 18 år, og samtidig inkasserede han den dårlige nyhed om, at hans opholdstilladelse udløb. Han har klaget over afgørelsen, men nu har Udlændingenævnet altså stadfæstet afgørelsen.

- Selvom de er over 18 år, så er de stadig unge mennesker, som er blevet tvunget til at forlade deres hjemland og starte forfra igen helt på egen fod. Det er uforsvarligt at sende dem tilbage, efter flere år i Danmark hvor de har opbygget et netværk, og hvor de føler sig hjemme og godt tilpas. Især når de sendes tilbage til lande som Afghanistan, hvor der stadig er konflikter, og hvor vi derfor ikke mener, at vi kan garantere for deres sikkerhed. De er meget udsatte, fordi de kommer fra Danmark, som de ser som deres nye hjemland, og fordi de står alene og på egne ben, uddyber Aja Heinze.

Over for Dagens.dk uddyber Ali selv, at han finder det så godt som umuligt at vende tilbage til Afghanistan:

- De siger, at jeg ikke er velintegreret, men det er ikke sandt. Det er umuligt for mig at rejse tilbage til Afghanistan. Jeg har venner her, som jeg har fået ved at gå i 9. og 10. klasse, og nu HF – men jeg har ingen venner i Afghanistan. Jeg ved ikke, om det hjælper at stå frem. Jeg er helt tom inden i. Jeg er helt forvirret, siger Ali Mutahhari til Dagens.dk.

Begrundelsen for afslaget, som Dagens.dk er i besiddelse af, lyder, at der ikke "foreligger særlige grunde" til at give Ali opholdstilladelse.

Regeringen ændrede i 2010 loven, så reglerne om opholdstilladelse for uledsagede mindreårige udelukkende bliver givet “med henblik på midlertidigt ophold og med tidsbegrænset gyldighed til det fyldte 18. år”.

Da Ali fyldte 18 år, udløb hans opholdstillladelse dermed, fordi der ifølge de nye regler “er tale om voksne mennesker, som dermed ikke har det samme omsorgs- og støttebehov som børn” ifølge loven. 

Kun i særlige tilfælde kan en ansøger få ophold - fx hvis personen har fået opholdstilladelse som helt lille, har stærk tilknytning til Danmark og har ringe tilknytning til sit oprindelige hjemland. Der lægges vægt på, om udlændingen kan dansk, har en dansk uddannelse, har opholdt sig hos fx en dansk plejefamilie og har danske venner. 

Flere af grundene mener Ali selv, at han lever op til. Han har ingen tilknytning til Afghanistan - hele hans familie er flygtet til Iran. Hans ambition er at få en universitetsuddannelse i Danmark, og han kan dansk.

Han er derfor uforstående over for beslutningen. 

Du kan se opslaget, som omtaler Ali Mutahhari her:

 

(function(d, s, id) { var js, fjs = d.getElementsByTagName(s)[0]; if (d.getElementById(id)) return; js = d.createElement(s); js.id = id; js.src = "//connect.facebook.net/en_US/sdk.js#xfbml=1&version=v2.3"; fjs.parentNode.insertBefore(js, fjs);}(document, 'script', 'facebook-jssdk'));

Det her er Ali Mutahhari. I sommers var han frivillig leder på DFUNK Sommercamp, hvor vi lærte Ali at kende som en...

Posted by DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdom on Tuesday, October 20, 2015