Alkohol slog Amy Winehouse ihjel

Den britiske sanger Amy Winehouse døde af alkoholforgiftning, viser en ny retsmedicinsk undersøgelse, der er fremlagt tirsdag.

Det var den samme konklusion, som en undersøgelse i oktober 2011 kom frem til.

Men den blev draget i tvivl, da det viste sig, at lægen der udførte undersøgelsen, ikke var tilstrækkeligt kvalificeret.

Den tidligere Grammy-vinder Amy Winehouse blev fundet død i sit hjem i det nordlige London den 23. juli 2011 efter flere års uhæmmet drikkeri og narkomisbrug.

Hun blev 27 år.

Winehouse havde 416 milligram alkohol per deciliter blod i kroppen, da hun blev fundet. Det er mere end fem gange mere end de tilladte 80 milligram ved bilkørsel.

Ifølge retsmedicineren, der har foretaget undersøgelsen, døde hun af "alkoholforgiftning".

Han konstaterer, at det var et "alkoholniveau, der almindeligvis anses for dødeligt".

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip