Alkoholforbrug tvinger TV2-vært af skærmen

Skrevet af admin

02/09/2015

Mest læste i dag

For lidt over en uge siden kunne seerne opleve Jes Dorph Petersen som vært på "Go' aften Danmark" på TV 2.

Det blev dog en kort fornøjelse for den erfarne tv-vært, der af private årsager nu har bedt om en pause fra værts-tjansen.

Jes Dorph-Petersen har tidligere berettet om sin kamp mod angst og alkohol, og han har tidligere været i behandling for sit alkoholmisbrug.

Nu kan den kendte TV 2-vært mærke, at han har brug for hjælp endnu engang.

- Jeg har i perioder haft et for stort alkoholforbrug. Af hensyn til min familie, mit job og mig selv er det derfor nu nødvendigt, at jeg tager en pause og tager imod behandling for at blive helt rask, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg er selvfølgelig ked af timingen, for jeg var rigtig glad for at være kommet godt i gang på "Go" aften Danmark", men lige nu gælder det om at blive fit for fight. 

Helle Sønderby, der er TV 2's redaktør på "Go' aften Danmark", giver den nystartede vært opmuntrende ord med på vejen.

- Siden Jes indtog værtsstolen i "Go" aften Danmark", har vi udelukkende oplevet en dybt professionel, velforberedt og beleven vært, som passer perfekt til vores program. Vi er selvfølgelig kede af at måtte undvære ham for en tid, men har samtidig dyb respekt for Jes" valg og ønske om helt og holdent at kunne fokusere på sin behandling. Det bakker vi 100 procent op, og vi glæder os til at se ham tilbage i værtsstolen, når han er klar til det.

Det forventes, at Jes Dorph-Petersen vender tilbage som vært på programmet, når han igen har fået alting under kontrol.

/ritzau/FOKUS