Alkoholoprør: Unge siger nej til druk

Byturen med vennerne kan være festlig uden tømmermænd, og gymnasiefesten behøver ikke ende med hovedet i toiletkummen.

Danske unge vender sig mod den drukkultur, som i mange år har givet dem en kedelig Europa rekord.

På bare tre år er andelen af unge i 16 til 24-års alderen, der i en typisk uge slet ikke drikker, vokset, og samtidig drikker færre så meget, at de overskrider alkoholgrænserne.

- Det er en særdeles god udvikling, fordi unge med et højt alkoholforbrug, ud over de fysiske skader, risikerer at bringe sig selv i uheldige situationer, siger Morten Grønbæk, professor og direktør på Statens Institut for Folkesundhed.

- Skænderier, slagsmål, vold og uønsket sex følger ofte med fuldskaben, siger han.

De nye tal kan læses i Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil, som bygger på 160.000 danskeres svar om sundhed og trivsel.

I alle aldersgrupper er der flere, som holder alkoholfrie uger, men udviklingen er især tydelig hos de unge. Hvor 12-13 procent af 16 til 24-årige i 2010 fravalgte alkohol, gælder det i 2013 17 procent

Samtidig er der især flere unge mænd, som tager deres alkoholgrænse på 14 ugentlige genstande alvorligt. Mens 38 procent overskred grænsen i 2010, er andelen nu faldet til 28 procent.

Den positive udviklinger vidner om et opbrud i alkoholkulturen, siger Jakob Demant, lektor i sociologi på Københavns Universitet.

- Vi har længe set tendensen blandt elever i de ældste klasser i folkeskolen, men frygtet, at det blot var udtryk for, at de ventede med at drikke, til de begyndte på en ungdomsuddannelse.

- Nu tyder det på, at de unge både udskyder deres alkoholdebut og drikker mindre, når de begynder, siger Jakob Demant.

En forklaring kan være forbuddet mod salg af alkohol til unge under 16 år fra 2004, men især spiller de seneste års debat om det høje alkoholforbrug en rolle.

- De unge er vokset op i et årti, hvor vi i den grad har diskuteret skadevirkningerne, og den debat får flere til at reflektere over, om de overhovedet har lyst til at drikke. Det er blevet mere legitimt at sige nej, siger Jakob Demant.

/ritzau/

Dagens Gossip