Alkolåsen kommer: Du skal betale over 60.000 kroner

Sætter du dig bag rattet med alkohol inden for vesten og bliver snuppet af politiet, kan du se frem til et endnu større økonomisk smæk end tidligere.

De alkolåse, som Folketinget sagde ja til i 2010, er klar, og får en spritbilist frakendt kørekortet ubetinget, skal han eller hun selv betale for den obligatoriske lås i bilen.

Ifølge Rigspolitiets beregninger bliver det dyrt, for prisen for at få installeret en lås i bilen efter tre års frakendelse af kørekortet, kan løbe op i 60.000 kroner.

Er der sket en mindre overtrædelse, hvor promillen er under 1,2, er en alkolås frivillig. Men hvis man vælger en alkolås, giver det mulighed for at tage kørekortet igen et år tidligere end ellers. Dog kommer det til at koste op mod 75.000 kroner, vurderer Rigspolitiet.

- Det handler om liv og død i trafikken, og der findes ingen undskyldning for at køre bil i spirituspåvirket tilstand, og regeringen mener, at alkolåse er et godt redskab til at redde liv, siger justitsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

- Alkolåsene vil bestemt kunne mærkes på pengepungen for den enkelte spritbilist, men et enigt folketing besluttede i 2010, at det skal koste, når man får en ubetinget frakendelse af førerretten som følge af spritkørsel. Derfor var Folketinget enig om, at spritbilisterne selv skal betale det hele for at være med i ordningen, og det er denne ordning, vi nu gennemfører, forklarer han.

VK-regeringens forslag fra 2010 er altså grundlaget for, at regeringen nu kan præsentere ordningen. Justitsministeren forventer, at det administrative set-up ligger klart omkring 1. januar 2015.

Ud fra Rigspolitiets beregninger kommer ordningen til at koste omkring 25 millioner kroner at løbe i gang, og årligt vil det være en udgift for politiet på omkring fem millioner kroner for administration.

Ser man på erfaringer fra Sverige, forventes det, at der er 500-100 brugere af ordningen årligt.

Dagens Gossip