Allan Simonsen: Det skal jeg nu

Da bordtennisspilleren Mie Skov fredag aften kunne løfte trofæet i Vild med dans, kunne sæsonens mest omtalte nydanser se til fra sidelinjen.

For selvom den tidligere fodboldspiller Allan Simonsen var spået en plads i finalen, så røg den vævre bold-ekvilibrist ud i semifinalen.

Igennem de 11 programmer, han nåede at danse med i, var det seerne, der reddede ham med deres sms-stemmer, men det glippede altså lige før den store finale.

- Da jeg gik ind i det her, havde vi ikke regnet med at nå så langt, så vi er meget tilfredse.

- Men vi ville da selvfølgelig gerne have stået i en finale, siger Allan Simonsen, der dog mener, at fredagens finale mellem bordtennisspilleren og komikeren Uffe Holm var meget smuk.

- De var begge værdige vindere, siger Allan Simonsen.

Da han og partneren Sofie Kruuse blev stemt ud af programmet, satte det rygter i gang om, at der skulle have været fusk med stemmerne. Men det tror Allan Simonsen ikke selv på.

- Vi går ud fra, at alt er forgået er korrekt, og så har jeg ikke skænket det en tanke mere, siger han.

Han glæder sig til at komme hjem og tage den med ro. De mange timer i dansestudiet og træningslokalet har sat sine spor.

Men han slipper dog ikke dansen helt med det samme.

- Nu skal jeg slappe af, og så skal jeg lave en to-tre danseshows og holde jul med familien derhjemme, og så tager vi en tur ud og rejse, muligvis her i december, fortæller han.

Newspaq

Dagens Gossip