Allan Simonsens kæreste: Mit liv er gået fuldstændig i stå

Skrevet af Ann Katrine Warren

23/06/2013

Mest læste i dag

Det var den værst tænkelig besked, som Carina Lundbye Hansen i går fik overbragt via telefonen. Hendes kæreste Allan Simonsen var omkommet efter en voldsom ulykke i de første minutter af årets Le Mans.

- Jeg tænker slet ikke. Mit liv er gået fuldstændig i stå. Jeg tror ikke, jeg har fattet det rigtigt endnu, siger en berørt Carina Lundbye Hansen til Dagens.dk.

Danskeren Allan Simonsen ramte med høj fart barrieren bare ni minutter inde i 24-timers løbet. Hans far og brødre var blandt tilskuerne, mens Carina Lundbye Hansen i år var blevet hjemme for at passe parrets etårige datter Mie-Mai.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

- Min svigerfar ringede hjem til min svigerinde, som ringede og fortalte det til mig. Han var allerede død. Lægerne kunne ikke gøre noget for ham, lyder det fattet fra kæresten.

Hun sidder i parrets fælles hjem i landbyen Sallinge på Midtfyn og skal nu samle stumperne af et liv op. Et liv uden Allan Simonsen.

LÆS OGSÅ DANSKE RACERKØRERE FORKLARER: Derfor døde Allan Simonsen

Selv om hun vidste motorsport er en farlig sportgren, har hun aldrig frygtet, at noget lignende kunne ske.

- Der havde jeg faktisk ikke. Han var altid så forsigtig. Det er første gang, han er kørt galt, fortæller Carina Lundbye Hansen.

Hun venter nu på at få besked om, hvornår den dræbte racerkører kan komme hjem.

Allan Simonsen blev 34 år. Den tragiske ulykke har lagt en tung sky over dette års Le Mans.