Allan Simonsens navnebror kimes ned

Skrevet af Michael Lauritsen

20/11/2013

Dagens topnyheder

Telefonen er rødglødende hjemme hos Allan Simonsen fra Vejle. Der er bare det problem, at langt størstedelen af de mange opkald ikke er til ham.

Folk vil nemlig gerne tale med fodboldikonet og Vild med Dans-trolden med det identiske navn.

Den 80-årige tidligere pressefotograf Allan Simonsen er ved at være godt træt af det. 

- De ringer på alle mulige tidspunkter. Dengang Allan var aktiv fodboldspiller, ringede de også engang imellem, men nu er det begyndt igen og på alle tider af døgnet, fortæller han til BT.

Ofte er det hans kone, Kätty Simonsen, der tager telefonen. Hver gang, der bliver spurgt efter ’Allan Simonsen’, lyder hendes svar per automatik ’jeg tror, du har ringet til den forkerte Allan’.

- Uden at han selv kan gøre for det, har Allan jo generet os i mange år. Men det er helt vanvittigt i øjeblikket. Hver eneste dag ringer telefonen, og flere gange har jeg surt fået at vide, at ’nu må du få din mand til at stoppe’. Man bliver jo chikaneret døgnet rundt. Tænk, at folk går så højt op i det, siger Kätty Simonsen.

Hun fortæller, at at antallet af opringninger er steget i takt med, den 'rigtige' Allan Simonsens er gået videre færd i 'Vild med dans'.

- Der er dage, hvor vi bare ikke tager telefonen, siger hun.

Og navnebroderen har sympati for den tidligere fodboldstjerne.

- Det siger jo noget om at være kendt, at man bliver chikaneret døgnet rundt. Tænk bare, hvordan den rigtige Allan Simonsen så må have det, siger han.