Allan Simonsens søster: Dansen har åbnet ham

Det har været en turbulent sæson i TV2-programmet Vild med dans, hvor den tidligere fodboldspiller Allan Simonsen er løbet med en stor del af opmærksomheden.

For godt nok har Allan Simonsen ikke helt let ved at lære trinnene og huske dem på gulvet, men danskerne har i den grad bakket op om ham.

Selvom han ikke har haft let ved dansene, så gør deltagelsen i programmet meget for ham, fortæller hans søster.

- Det åbner så meget inde i ens væsen at danse, og det har det også gjort for ham.

- Jeg kan jo se fra gang til gang, hvordan han begynder at kigge op, begynder at synge med lige pludselig, og han virker meget mere fri. Det har virkelig betydet meget for ham, siger Annette Simonsen, der har kunne mærke en stor forskel hos sin bror.

- Han er meget mere åben at tale med og virkelig, virkelig glad for det, siger hun.

Da hun i sommer fik at vide, at Allan Simonsen havde sagt ja til at være med i Vild med dans, havde hun dog ikke spået, at han ville være blandt de sidste fire par i konkurrencen.

- Jeg havde ikke regnet med, at Allan ville nå så langt. Men jeg er utrolig stolt af, at han bare fortsætter, selvom han har alle odds imod sig, og der er så meget ståhej omkring hans person.

- Han fuldfører den opgave, han er sat til, og det er ham i en nøddeskal. Sådan er han. Han er så sej, siger hun.

Hvis den dansende fodboldlegende skulle nå til tops i konkurrencen, hvor dommerne ikke har ydet ham meget hjælp, men hvor danskerne gang på gang stemmer ham videre, så ved hun godt, hvad det vil betyde for ham.

- Allan skal jo ikke have en karriere inden for dans bagefter, det er vi alle sammen godt klar over.

- Men jeg tror, at det, at han holder ved, at han holder fanen højt og gennemfører en opgave på trods af de svære odds, det vil for Allan som menneske være en kæmpe sejr.

De fire par går på gulvet fredag aften klokken 21.00 på TV2. Showet er rykket på grund af landskampen mellem Danmark og Norge.

Newspaq

Dagens Gossip