Alle anholdte løslades efter rockersammenstød ved Parken

Skrevet af admin

23/02/2014

Mest læste i dag

Københavns Politi har besluttet at løslade alle de 28 personer, der blev anholdt efter et masseslagsmål med knivstikkeri og skyderier ved Parken natten til søndag.

Det oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra afdelingen for organiseret kriminalitet i en pressemeddelelse.

- Ud fra rapportmaterialet og afhøringerne af de anholdte er der på nuværende tidspunkt efter vores opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for fremstilling i Dommervagten, hvorfor der i løbet af aftenen vil ske løsladelse af de 28 anholdte i sagen, hedder det.

Det betyder dog ikke, at sagen er slut.

- Nu skal vi i gang med et større efterforskningsarbejde, og jeg kan ikke afvise, at vi skal ud at anholde nogle af de 28 igen, siger Steffen Thaaning Steffensen til Ritzau.

Tre rockere blev såret af knivstik, og der blev med politiets ord affyret "rigtig mange skud", da rockere fra Hells Angels og AK81 på den ene side og Satudarah MC på den anden natten til søndag stødte sammen ved Parken i København.

Slagsmålet startede i sportsbaren Lions & Barrels, hvor der blev brugt både knive og totenschlægere. Det bredte sig ud på gaden, hvor også skydevåben blev taget i brug.

Da politiet nåede frem, trak betjente tjenestevåbnene og affyrede varselsskud. Desuden skød betjente mod dækkene på en bil for at standse den.

En 31-årig Hells Angels-rocker blev livsfarligt såret af knivstik, men er nu udenfor livsfare. Desuden blev en 29-årig Hells Angels-rocker og et 20-årigt medlem af Satudarah såret af knivstik

Satudarah MC er det seneste skud på stammen af bander og rockergrupper i Danmark. Det er en hollandsk klub, der sidste efterår åbnede en afdeling i Storkøbenhavn.

Gruppen har slået sig ned i et hus på Laurentsvej i Bagsværd. Huset har tidligere været benyttet af indvandrerbanden Værebros Hårde Kerne, VHK, som Satudarah MC mere eller mindre er smeltet sammen med.

I Holland er der en konflikt mellem Hells Angels og Satudarah MC, men om den nu har bredt sig til Danmark kan politiet ikke sige.

- Jeg håber, at det er ganske tilfældigt, at to er kommet op at toppes, og at det så er eskaleret, siger Steffen Thaaning Steffensen

/ritzau/