Alle anklager mod politi opgives i sag om sort mands død

Anklagemyndigheden i Baltimore frafalder resten af de anklager, der var rejst mod tre politimænd i forbindelse med Freddie Gray, en ung sort amerikaner, som døde i politiets varetægt i Baltimore.

I sidste uge sagde dommeren i sagen, at mangel på beviser betyder, at betjenten, Caesar Goodson, ikke kan dømmes for anklager om blandt andet uagtsomt manddrab.

I alt seks betjente har været sigtet i sagen - tre hvide mænd, to sorte mænd og en sort kvinde.

Den 25-årige Freddie Gray døde 19. april 2015, efter at han var kommet til skade under en polititransport en uge forinden. Han døde som følge af en skade på rygsøjlen, som han ifølge de retsmedicinske undersøgelser pådrog sig under transporten i et salatfad.

Caesar Goodson var chauffør i det politikøretøj, Freddie Gray blev transporteret i. Anklageren har i løbet af retssagen hævdet, at betjenten gav Freddie Gray en "barsk tur" i bilen og ikke sørgede for den anholdtes sikkerhed.

Sagen er en af en række, hvor sorte amerikanere har gennemført demonstrationer og optøjer i protest mod politivold mod sorte.

Mange tusinder demonstrerede efter Grays død, og der udbrød jubelscener blandt demonstranter, da der blev rejst sigtelser mod politifolkene i storbyen Baltimore nord for regeringshovedstaden Washington.

Politibetjentenes forsvarsadvokater har under hele sagen argumenteret for, at Freddie Grays anholdelse var berettiget.

Det amerikanske justitsministerium har i flere rapporter beskyldt dele af politiet i USA for at være racistisk, fordomsfuldt og voldeligt.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip